Foto: Johny Kristensen

Kom godt i gang med MobilePay

I takt med at småmønterne i lomme og sedlerne i pungen efterhånden er blevet afløst af elektronisk betaling, er det blevet endnu vigtigere også at kunne modtage på anden vis. Et MobilePay-nummer til gruppen er en god mulighed.

Og det er nemt at komme i gang. Alt I skal bruge er gruppens CVR-nummer. Herfra kan I oprette en MyShop-aftale og samtidig få et femcifret MobilePay-nummer. Efter tilmeldingen modtager I klistermærker med jeres MobilePay-nummer, som I kan bruge på pengekassen, salgsskiltet og andre steder, hvor folk skal betale til jer.

Oprettelses og transaktionsgebyrer

Det koster 999* kr. (2018) at oprette en MyShop. Det koster normalt 0,75 kr. i gebyr pr. transaktion under Myshop. Men som gruppe under KFUM-Spejderne i Danmark kan I blive fritaget for gebyrer til donationer. Det skyldes, at KFUMSpejderne er på SKATs liste over såkaldte §8A-godkendte foreninger. I skal dog selv sørge for at kontakte MobilePay og anmode om fritagelsen, når I tilmelder jer.

Da Mobilepay p.t. ikke kan skelne om transaktioner er donationer eller ej, er alle transaktioner gebyrfri uanset om der er tale om juletræssalg eller donationer. Mobilepay forventer dog at have en løsning klar i løbet af 2019, som vil gøre det muligt at skelne mellem gebyrfri donationer og almindelige transaktioner ved salg, hvorefter en transaktion vil koste et gebyr.

* MobilePay har i pr. 15. november hævet prisen fra 499 kr. til 999 kr. for at oprette en MyShop-løsning.

Sådan opretter du MobilePay

  • Gå ind på mobilepay.dk/myshop og klik på "tilmeld min virksomhed"
  • Opret login med e-mail og adgangskode
  • Udfyld herefter oplysninger om gruppen inkl. CVR-nummer og bankoplysninger
  • Inden gruppens MyShop bliver aktiv, skal gruppens bestyrelse underskrive aftalen.
  • Når oprettelsen er gået igennem, skal I kontakte MobilePay for at blive fritaget for gebyrer, da KFUM-Spejderne er på listen over godkendte §8A-foreninger. I den forbindelse kan I få brug for at oplyse KFUM-Spejderne i Danmarks CVR-nummer 55153418.

Har I problemer, kan I kontakte MobilePays support. Find deres kontaktoplysninger og åbningstider her

Vidste du, at...

En undersøgelse af KFUM-Spejdernes salg af lodsedler fra 2017 viser en stigende efterspørgsel efter at betale med MobilePay. Flere grupper oplever samtidig at 20-30% af deres salg sker gennem MobilePay.

Det var gruppernes erfaring, at MobilePay gav et større salg ved dørene.