Spejdertroppe

§ 23. Spejdertroppe

1. En spejdertrop er en enhed af spejdere i gruppen.

2. Arbejdet i spejdertroppen drives efter grundprincipperne for spejdersport, således som disse er udtrykt i korpsets publikationer.

3. Spejdertroppen er inddelt i patruljer, som normalt består af 6-8 spejdere. Patruljen ledes af en patruljeleder valgt af patruljens medlemmer i samråd med troplederen. Til hjælp for patruljelederen udnævnes efter dennes forslag en patruljeassistent.
Patruljens arbejde drøftes i patruljerådet, der udgøres af patruljens medlemmer.

4. Troprådet består af alle spejdere og ledere i troppen. Stabspatruljen består af tropleder, tropassistenter, patruljeledere og patruljeassistenter. Stabspatruljen tilrettelægger troppens arbejde.

§ 24. Ledelse

1. Troppen ledes under ansvar over for gruppelederen og gruppebestyrelsen af troplederen. Troplederen bør til hjælp have en eller flere tropassistenter.

2. Tropstaben består af tropleder, tropassistenter og patruljeledere.

3. Troppens ledere har som opgave i overensstemmelse med korpsets love:

  • At planlægge og lede det daglige arbejde i troppen i overensstemmelse med spejdermetoden og korpsets arbejdsprogram således, at arbejdet er lærerigt og udfordrende for den enkelte spejder og patrulje.
  • At arbejde på, at medlemmerne stilles over for kirkens budskab og indføres i kristent livssyn i overensstemmelse med deres alder og modenhed.
  • At anvende patruljesystemet således, at patruljelederen i den udstrækning, patruljelederen formår det, har ansvaret for arbejdet i patruljen.
  • At sikre, at flest mulige unge har mulighed for at være spejdere.
  • At lede troppen i den ånd, som er udtrykt i Spejderloven og gøre sit til, at denne ånd råder blandt troppens spejdere.
  • At arbejde for, at troppen er en del af gruppens samlede arbejde og at bidrage til samarbejdet mellem alle gruppens enheder.
  • Spejderne i troppen deltager i så vid udstrækning, som det er muligt, i planlægningen af troppens arbejde.

4. Lederne søger stadig dygtiggørelse og fornyelse i dette arbejde i gruppens og distriktets lederkreds, ved at deltage i kurser og ved at samarbejde med andre lokale aktører som f.eks. kirken, skolen, øvrige spejderkorps og andre børne- og ungdomsorganisationer.

5. En tropleder bør være fyldt 20 år, en tropassistent 18 år.

KFUM-Spejdernes love og regler opdateres

Oven på KFUM-Spejdernes landsmøde den 28. til 30. september bliver vores love og regler opdateret.

Vi har allerede opdateret vedtægterne, men mangler stadig at opdatere bestemmelserne. Det sker hurtigst muligt.

Opdateret 6. november 2018.