Gruppen

§ 9. Oprettelse og nedlæggelse

1. En gruppe er oprettet, når der er dannet gruppebestyrelse, og oprettelsen er godkendt af hovedbestyrelsen.

2. Hvis en gruppe nedlægges, tilfalder dens materiel og øvrige formue det pågældende distrikt. Gruppebestyrelsen kan dog inden nedlæggelsen bestemme, at gruppens materiel og øvrige formue skal tilfalde andet lokalt, kirkeligt børne- og ungdomsarbejde.

3. Hvis en gruppe nedlægges, skal dette meddeles Administrationscentret ved indsendelse af udskrift af forhandlingsprotokol samt afsluttet, revideret regnskab.

§ 10. Gruppens generalforsamling

1. Gruppens ordinære generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af februar måned. Generalforsamlingen indkaldes skriftligt med mindst 14 dages varsel til de stemmeberettigede.

2. Stemmeberettigede ved generalforsamlingen er alle gruppens medlemmer.

  • a) Medlemmer, der er fyldt 15 år på tidspunktet for afholdelse af generalforsamlingen, udøver selv sin stemmeret.
  • b) Medlemmer, der ikke er fyldt 15 år, kan lade sig repræsentere ved en forælder eller værge.
  • c) Medlemmer af den hidtidige gruppebestyrelse, der ikke er omfattet af pkt. 2a. og 2b.

3. Dagsorden til gruppens generalforsamling er:

  • Valg af dirigent.
  • Valg af referent.
  • Aflæggelse af beretning.
  • Godkendelse af regnskab.
  • Forhandling om gruppens arbejde fremover herunder indkomne forslag, og planer for udvikling og vækst.
  • Valg af gruppeleder og gruppeassistenter.
  • Valg af medlemmer til gruppebestyrelse.
  • Valg af to revisorer.
  • Eventuelt.

4. Valg af gruppeleder og gruppeassistenter:De tilstedeværende ledere i gruppen vælger gruppeleder og et antal gruppeassistenter. Valgbar er ethvert medlem af korpset, der har modtaget korpsets lederbrev eller i forbindelse med sit valg modtager dette.

5. Ved valget til gruppebestyrelsen opdeles generalforsamlingen i 2 valggrupper:

  • a) De tilstedeværende medlemmer eller deres repræsentanter jf. stk. 2, som ikke er ledere, vælger 3-7 repræsentanter til gruppebestyrelsen. Antallet af repræsentanter afgøres af valggruppen selv. Valgbare er medlemmer i gruppen, der er fyldt 15 år eller forældre/værger til medlemmer i gruppen, der ikke er fyldt 18 år. Et medlem i aldersgruppen 15-17-årige kan ikke både lade sig repræsentere ved forælder eller værge og selv opstille til gruppebestyrelsen. Man vælges for 2 år. Hvert år er halvdelen på valg.
  • b) De tilstedeværende ledere i gruppen vælger 1-4 lederrepræsentanter til gruppebestyrelsen for 2 år ad gangen. Valgbar er ethvert medlem af korpset, der har modtaget korpsets lederbrev eller i forbindelse med sit valg modtager dette og som har en lederfunktion i gruppen.

Ud over de valgte fra de to valggrupper, er gruppelederen også medlem af gruppebestyrelsen. Ved valg til gruppebestyrelsen skal repræsentanter fra valggruppe a udgøre mindst halvdelen af gruppebestyrelsens medlemmer.

6. Ekstraordinær generalforsamling kan med mindst 14 dages varsel indkaldes, når gruppebestyrelsen ønsker det, eller når mindst 10 % af generalforsamlingens stemmeberettigede forlanger det med angivelse af, hvilke emner der ønskes behandlet.

§ 11. Gruppebestyrelsen

1. Ansvaret for en gruppe er hos den pågældende gruppebestyrelse. Gruppebestyrelsen har ansvaret for gruppen ift.:

  • Overordnet ledelsesansvar (bestyrelsesansvar), herunder at der udarbejdes budget og regnskab samt sker kontingentfastsættelse.
  • Gruppens overordnede udvikling og rolle i lokalsamfundet.
  • Rammerne for gruppens arbejde ift. fysiske rammer, faciliteter og lederressourcer.
  • Sikring af, at der udarbejdes og årlig opdateres retningslinjer for samvær i gruppen, samt løbende opmærksomhed på og sikring af kendskabet til disse.

2. Gruppebestyrelsen forpligter gruppen ved underskrift af bestyrelsesformanden, bestyrelsens kasserer og gruppelederen. Såfremt hverken bestyrelsesformanden, kasserer eller gruppelederen er myndige, udpeger gruppebestyrelsen på et møde én yderligere, navngiven, myndig person, som særligt tegningsberettiget. Såfremt der er andre medlemmer i gruppebestyrelsen, der er myndige, bør et af disse myndige medlemmer udpeges som særligt tegningsberettiget. Såfremt ingen i gruppebestyrelsen er myndige, bør den særligt tegningsberettigede udpeges i forældrekredsen. Gruppebestyrelsen forpligter i sådanne tilfælde gruppen ved underskrift af den særligt tegningsberettigede i forening med bestyrelsesformanden og gruppebestyrelsens kasserer eller i forening med bestyrelsesformanden og gruppelederen.

3. Gruppebestyrelsen består af de på gruppens generalforsamling valgte repræsentanter jf. §10 stk. 5. Enhedsledere og -assistenter kan inviteres til gruppebestyrelsesmøderne uden stemmeret. Herudover kan gruppebestyrelsen for et år ad gangen supplere sig yderligere med 1-2 medlemmer. Eventuel supplering kræver fuld enighed herom. De indsupplerede medlemmer må ikke sammen med gruppeleder og valgte ledere fra valggruppe b udgøre et flertal af gruppebestyrelsen.

4. Ved førstkommende gruppebestyrelsesmøde efter den ordinære generalforsamling konstituerer gruppebestyrelsen sig med bestyrelsesformand, kasserer og sekretær. Bestyrelsesformanden bør vælges blandt repræsentanterne fra valggruppe a.

5. Gruppebestyrelsen udpeger enhedsledere og -assistenter, for familiespejderkoordinator samt klanleder og –assistent se dog § 16 stk. 1 og § 28 stk. 2.

6. Fratræder et valgt medlem inden næste ordinære generalforsamling, vælger gruppebestyrelsen en anden person til den pågældende post for perioden frem til næste ordinære generalforsamling.

7. Bestyrelsesformanden indkalder til gruppebestyrelsesmøde mindst 3 gange årligt og leder disse møder. Gruppebestyrelsesmøde kan i øvrigt kræves indkaldt af ethvert bestyrelsesmedlem.

§ 12. Økonomi

1. Midlerne til gruppens arbejde tilvejebringes gennem kontingent, tjente penge, gaver og tilskud. Enhederne skal ved deres økonomi, herunder materiellets behandling, give spejderne et godt eksempel.

2. Gruppens regnskab, der føres af den af gruppebestyrelsen valgte kasserer, revideres af de af generalforsamlingen valgte revisorer og fremsendes til distriktschefen inden den 1. april i det efter det pågældende regnskabsår følgende år. Revisorerne og gruppebestyrelsen kan når som helst forlange kassebeholdningen forevist.

3. Kontingenter, der fastsættes af den pågældende gruppebestyrelse, skal betales præcist. Gruppebestyrelsen er forpligtet til at føre medlemslister, der til enhver tid skal være ajour, samt at opkræve et årligt kontingent af det enkelte medlem, jf. korpsets bestemmelse herom.

4. Regnskabet følger kalenderåret. Den af landsmødet fastsatte korpsafgift for alle korpsets medlemmer betales kvartalsvis forud.

5. Som en selvstændig juridisk enhed kan gruppen etablere egne bankkonti, ligesom gruppen kan optage banklån, etablere kassekreditter, optage realkreditlån i fast ejendom og i øvrigt etablere rimelig og hensigtsmæssig lånefinansiering til understøtning af gruppen aktiviteter.

§ 13. Enheder

1. Alle grupper bør organisere sig, som det til enhver tid er hensigtsmæssigt i relation til størrelse, ressourcer og aldersfordeling.

2. En gruppe kan bestå af en eller flere familiespejderenheder, bæverflokke, ulveflokke, juniorspejdertroppe, spejdertroppe og seniorspejdertroppe. En gruppe kan oprettes, hvor blot en af ovennævnte enheder er til stede. Endvidere kan en gruppe have en eller flere roverklaner.
En gruppe bør dog bestå af mere end én enhed, idet der skal tilstræbes en aldersmæssig spredning i gruppen.
Det kræver distriktsrådets godkendelse, hvis en gruppe vil oprette en enhed i et nyt område.

3. Gruppen ledes under ansvar over for gruppebestyrelsen af en gruppeleder, der har en eller flere gruppeassistenter til hjælp.

4. Gruppestaben, som består af alle udnævnte ledere i gruppen, leder det daglige arbejde i gruppen.

§ 14. Gruppelederen og gruppeassistenter

1. Gruppelederen og de(n) valgte gruppeassistent(er) har ansvar for at lede gruppens arbejde samt støtte og hjælpe enhederne, herunder at:

  • anerkende den enkelte leders arbejde, gennemføre regelmæssige udviklingssamtaler og motivere til deltagelse i relevant uddannelse.
  • styrke lederfællesskabet og sammenhængen mellem enhederne.
  • arbejde for at alle i gruppen har fokus på kvalitet i spejderarbejdet og søger løbende inspiration hertil, herunder at være bekendt med korpsets publikationer og det til enhver tid gældende arbejdsprogram.
  • sikre, at flest mulige børn og unge har mulighed for at være spejdere.
  • planlægge og lede gruppestabens møder, hvor gruppens arbejde koordineres og udvikles.
  • være bindeled mellem enhed, gruppe, distrikt og korps og som en del af dette arbejde for, at den enkelte spejder og leder ser sig som en del af en samlet bevægelse.
  • understøtte det lokale samarbejde med f.eks. kirken, skolen, øvrige spejderkorps og andre børne- og ungdomsorganisationer.
  • give lederbrev til nye ledere, og sikre at de lever op til lederbrevets indhold.

2. Gruppelederen og de(n) valgte gruppeassistent(er) udfører eller lader opgaverne udføre under ansvar overfor gruppebestyrelsen.