Foto: Mette Ihde

Opstart af ny gruppe

Har du overvejet at starte en spejdergruppe op fra bunden? Eller vil du genstarte en gruppe, som allerede findes, men som ikke længere er aktiv. Så læs med her og bliv klædt bedre på til den spændende opgave.


Hvorfor starte ny gruppe?

Der kan være mange grunde til at opstarte en ny spejdergruppe, ligesom der findes mange måder at komme i gang på. Måske bor du et sted med mange familier, som efterspørger spejder, men hvor der er langt til det nærmeste tilbud?

Eller måske  findes der allerede flere spejdertilbud i området, men de har ventelister, eller der er ikke et spejdertilbud lige præcis den dag, hvor du gerne vil gå til spejder.

Måske er du en del af distriktsstaben og ser mulighederne og behovet for mere spejder i et område, og så er det igen en helt fjerde måde, du skal gå til værks på, for så handler det om, at du skal finde og motivere en gruppe frivillige til at starte en ny forening op.

Det er et stort arbejde at starte en ny spejdergruppe. Se dette som en mini-guide, som forhåbentlig kan give dig inspiration til forskellige måder at komme i gang på og hjælpe dig videre.

Den demografiske udvikling giver et behov for nye grupper
KFUM-Spejdernes medlemstal er udfordret. En stor del af vores grupper er for længe siden etableret i områder, hvor indbyggertallene har været faldende gennem årene. Samtidig imødekommer vi ikke efterspørgslen på spejder i de større byer. Særligt i København opleves der i disse år, at ventelisterne popper op hos de eksisterende grupper, og potentielle spejdere får ikke adgang til grupperne.

I landets større byer findes områder, hvor der slet ikke er spejdergrupper. Det er eksempelvis Nørrebro og Indre By i København samt Aarhus Midtby. Men der er også større provinsbyer såsom Helsingør eller Nyborg, hvor der heller ikke findes KFUM-Spejdergrupper.

Helt ny gruppe eller satellit?
For at starte en helt ny gruppe er der behov for en del personer til at tage rollerne som ledere og gruppebestyrelse. Men det er ikke altid, at alle de personer står klar fra dag et. Og det kan derfor gøre en nyopstart en smule nemmere, hvis man starter med at lave en satellitgruppe, som eksempelvis består af en ulveflok, hvor børnene rykker til troppen i den anden gamle gruppe, når de bliver ældre.

En satellit er en afdeling under en anden gruppe. Det betyder, at man vil høre ind under den eksisterende gruppes gruppebestyrelse, økonomi og materialebeholdning med telte osv. Det er en meget brugt model, som fungerer rigtig godt. Men det er vigtigt fra start at lave en aftale om økonomi, materialer, fælles sommerlejr og en slags ægtepagt, hvis nu satellitten en dag gerne vil være en selvstændig gruppe.

Her er det vigtigt at tage fat i både udviklingskonsulenten og distriktschefen for at udfærdige planer og aftaler sammen.

Overvej placering af den nye gruppe
Det er meget afgørende for gruppens succes, hvor man placerer sig. Selvom man måske har arvet en gammel og flot bjælkehytte i en skov fra en nedlagt spejdergruppe, og man har rigtig meget lyst til at lave spejder der, så er det måske ikke den bedste ide.

Man kan jo sagtens have adresse der og holde sine weekendture der, men de ugentlige aktiviteter skal være der, hvor børnene og ressourcerne er.

Man kan måske fylde en trailer eller en trækvogn med materialer i bjælkehytten inden hvert spejdermøde og så kører op til den landsby, hvor skolen og børnene er, og holde sine ugentlige aktiviteter. For at lave en slags base, kan man sætte nogle beachflag op ved gadekæret eller boldbanerne og sætte folk i stævne der.

For nye grupper i byerne er det også afgørende at overveje, hvor man placerer sig. Man skal dels have en adresse, og dels et mødested. Mange kirker er interesserede i at huse spejdere, og det kan derfor være et godt sted at henvende sig for adresse og opbevaring af materialer. Ligesom mange kirker gerne vil støtte spejdergruppen med økonomi og hænder.

Men det er ikke helt ligegyldigt, om man afvikler sine aktiviteter midt i Fælledparken, som summer af familier med børn i alle aldre, eller om man gemmer sig i en baggård eller på kirkens loft.

Find et par venner
Det er en god ide at alliere sig med naboen, præsten, en kammerat, distriktschefen eller andre, når man står overfor det store projekt, som det er at starte en ny gruppe op.

Helt optimalt er man en flok på fem eller seks personer, som deler drømmen om en ny gruppe. Og hvor en er klar til at blive kasserer og en anden gerne vil være ulveleder.
For så har man allerede et solidt fundament i en gruppe, som bæres af engagement og fællesskab.

Familiespejder
Som helt ny spejdergruppe har man behov for, at der hurtigt kommer engagerede voksne ind i gruppen. Og hertil er kodeordet “Familiespejder”.

Når man som familie sammen starter til spejder, har forældrene et helt andet mindset, end når et 8-årigt barn starter på ulveholdet. Forskellen er, om det er forældrenes eller barnets lyst, der trækker familien ind i spejdergruppen. Erfaringen viser, at mange familiespejderforældre ofte bliver både en del af gruppebestyrelsen og ledergruppen, efterhånden som deres børn bliver ældre.

En anden gevinst ved familiespejdere er, at enheden ikke behøver en leder. Familierne skal selvfølgelig hjælpes i gang, og det første halve eller hele år, er man nødt til at hjælpe med planlægning og koordinering. Men allerede efter få måneder kan man sagtens spørge en familie om at stå for en enkelt mødedag, for deres mindset er klar, og de vil gerne.

Det formelle + plan med udviklingskonsulenten og DTC
For at kunne blive optaget som gruppe hos KFUM-Spejderne er der nogle formalia, som skal overholdes. Og her skal man ringe til sin udviklingskonsulent og distriktschefen for at aftale et møde. Der skal nemlig lægges en plan for gruppen sammen med konsulenten, som distriktet skal orienteres om.

Når planen er klar, har konsulenter de officielle ansøgningsskemaer, som skal udfyldes og sendes til hovedbestyrelsen.

 

 

Kontakt en udviklingskonsulent for hjælp

Sus Lynge Dahl
Udviklingskonsulent, vest
22229423
Thomas Olsen
Udviklingskonsulent, Projektleder
22229422
Kristian Rostgaard
Udviklingskonsulent, Øst
22229421
Jakob Frost
Udviklingskonsulent, Øst
22229477

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer