Hvad siger loven?

Når man arbejder med samværsregler, børneattester og forebyggelse af krænkelser og overgreb, kan det være nyttigt at vide, hvad loven siger om emnet.

Her kan du læse, hvad straffeloven siger om overgreb og krænkelser. Tilsidst kan du læse om serviceloven, som beskriver, hvordan spejdergruppen har underretningspligt i tilfælde af kendskab til overgreb og krænkelser.

Straffeloven 

§216 Stk. 2: For voldtægt straffes med fængsel indtil 12 år den, der har samleje med et barn under 12 år. 

§222; Den, som har samleje med et barn under 15 år straffes med fængsel indtil 8 år.

§222 Stk. 3; Straffen kan skærpes, hvis det er sket ved udnyttelse af fysisk eller psykisk overlegenhed.

Træner- og skolelærerparagraffen (forhold til børn og unge, som er betroet én) 

§ 223; Den, som har samleje med en person under 18 år, der er den skyldiges adoptivbarn, stedbarn eller plejebarn eller er betroet den pågældende til undervisning eller opdragelse, straffes med fængsel indtil 4 år. 

Stk. 2; Med samme straf anses den, som under groft misbrug af en på alder og erfaring beroende overlegenhed forfører en person under 18 år til samleje. 

Kommentar: Når man er træner, skolelærer eller lign. funktion har man fået betroet det pågældende barn til undervisning. Det er derfor ulovligt for en spejderleder at have samleje med en person under 18 år, som man er leder for. Det har ingen betydning for lovligheden, at personen under 18 selv er villig eller måske selv opfordrer til seksuelt samvær. Bestemmelserne gælder uanset, om det er med en person af samme køn.

§ 225; Bestemmelserne §§ 216-223 gælder også, hvis der er tale om andet seksuelt forhold end samleje.

Blufærdighedskrænkelse

§ 232; Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.

Børnepornografi

Udbredelse: § 235; Den, som udbreder pornografiske fotografier eller film, andre porno-grafiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 år. 

Besiddelse: Stk. 2; Den, som besidder eller mod vederlag eller gør sig bekendt med pornografiske fotografier eller film, andre pornografiske visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år.

Serviceloven

§ 154; Den, der får kendskab til, at et barn eller en ung under 18 år fra forældres eller andre opdrageres side udsættes for vanrøgt eller nedværdigende behandling eller lever under forhold, der bringer dets sundhed eller udvikling i fare, har pligt til at underrette kommunen. 

Kommentar: Spejdergruppen er omfattet af den almindelig underretningspligt, som gælder for alle borgere. I skal derfor reagere og foretage underretning til kommunen (socialforvaltningen), hvis I bliver opmærksomme på et sådant forhold. Spejderledere har tæt kontakt til mange børn og unge, og derfor stilles der krav om en særlig opmærksomhed og handling fra vores side ved mistanke om, at et barn ikke trives på grund af de omstændigheder, der svarer til paragraffen. Men spejderledere er hverken uddannede fagpersoner eller ansatte og har derfor ikke såkaldt skærpet underretningspligt.

At få kendskab til kan her også betyde at være ret sikker på

Foretager man en underretning, har man ikke af den grund ret til at vide, hvad kommunen derefter foretager sig.