Børneattester

En børneattest - også kaldet samtykkeerklæring - er en straffeattest, som indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år. Børneattester er en måde at sikre, at vi hos KFUM-Spejderne ikke har tidligere straffede personer, som er i kontakt med vores spejdere.

Folketinget har med virkning fra den 1. juli 2005 vedtaget, at foreninger og andre skal indhente oplysninger fra Det Centrale Kriminalregister, når nye ledere melder sig ind. Det er således lovpligtigt at undersøge, om en leder er blevet dømt for seksuelle overgreb mod børn eller besiddelse af børnepornografi, inden vedkommende godkendelse som leder.

Hos KFUM-Spejderne går vi et skridt videre for at sikre os, at ingen medlemmer med kontakt til børn under 15 år er registreret i Det Centrale Kriminalregister. Det er vigtigt, at kontrollen i Det Centrale Kriminalregister ikke bliver til en falsk sikkerhed. Svaret viser kun, om den undersøgte tidligere har været dømt for seksuelle overgreb mod børn eller besiddelse af børnepornografi.

Brug børneattesterne præventivt

Som sagt kan børneattesterne give en falsk følelse af tryghed, da den kun siger noget om afsagte domme, og ikke noget om tidligere mistanker eller sigtelser. Som en del af arbejdet med forebyggelse kan samværsreglerne være et element. Det kan gøres ved,  at man indhenter børneattester hvert 2.-3. år, så man løbende følger op på at fortsat ingen er dømt.

Hvem skal der hentes attester for?

Det er lovpligtigt at indhente børneattest fra Det Centrale Kriminalregister på personer, der som led i udførelsen af deres opgaver, har direkte kontakt med børn under 15 år, og hvis kontakten har karakter af fast tilknytning.

Der skal indhentes samtykkeerklæring fra alle medlemmer og medhjælpende ikke-medlemmer fra det fyldte 15. år, hvad enten disse i forvejen er medlemmer, overflyttes fra en anden gruppe/ distrikt eller er nye medlemmer af korpset.

Der skal indhentes samtykkeerklæring senest

  • tre uger efter, at personen har fungeret og fortsat skal fungere i en sammenhængende periode på mere end en uge,  eller
  • når personen har hjulpet til i spejderarbejdet tre eller flere gange i løbet af tre måneder.

Sådan indhenter du børneattester

Er du leder, kan du se her, hvordan du indhenter børneattester på dine ledere. Har du spørgsmål, er du altid velkommen til at kontakte korpskontoret på info@kfumspejderne.dk eller telefon 70102666.

youtube video with id WDGa7vgPrNU