Landstræf 2019

Landstræf vender tilbage på Gram Slot i weekenden 27. til 29. september 2019, og du er inviteret til en weekend fuld af aktiviteter, inspiration og vigtige debatter om KFUM-Spejdernes fremtid.

Her på siden kan du læse mere om Landstræf. Vi har samlet alt fra tilmelding til program på siderne. Nederst på siden finder du nyheder om Landstræf.

Vi opdaterer siderne løbende

Hvad er Landstræf?

Landstræf er for ledere hos KFUM-Spejderne i Danmark. Her mødes vi for at sætte retning på spejderarbejdet gennem inspirerende aktiviteter, workshops og debatter om vores arbejde.

Det kan være ved at møde nogle af KFUM-Spejdernes projekter på Inspirationstorvet, som gruppen kan blive en del af, eller når vi sammen snakker om, hvordan gruppen er et lokalt kraftcenter.

Derudover skaber Landstræf rammerne for et lederfællesskab på tværs af landet, hvor du sammen med lederne i din gruppe og nye bekendtskaber nyder underholdningen lørdag aften eller får gode idéer til, hvordan gruppen kan arbejde som et lokalt kraftcenter fra sidemakkeren under aftensmaden.

Når vi er sammen, får ny energi og bliver inspireret er det med til at styrke billedet af den fælles retning, som vi skal rykke i, og samtidig styrker det "vi-følelsen", når vi er 500 ledere samlet på samme sted.

Landstræf afholdes i september i ulige år. Det vil sige de år, hvor KFUM-Spejderne ikke har landsmøde.

Tilmelding til Landstræf 2019

Landstræf foregår fra 27. til 29. september 2019 på Gram Slot. Tilmeldingsfristen er 8. september 2019.