Lisbeth Simonsen

Håb til handling aktiviteter med kirken

Meget af håb til handling materialet er rigtig oplagt at lave sammen med kirken samtidig med, at I tager Håb til handling-mærket. Det kan enten indgå i allerede planlagte arrangementer med kirken, eller som en nyt arrangement. 

Kirkens rolle afhænger af hvad I vil lave. Måske aktiviteterne skal foregå i kirken, præsten kan komme med nogle salmer, eller I kan invitere præsten ned i spejderhytten til at indgå i aktiviteten. I kan overveje at lave det til et åbent arrangement for alle interesserede. 

 I kan læse mere om nogle af aktiviteterne kort nedenfor. Ellers findes de i deres fulde længde til højre.

 Kort beskrivelse af aktiviteterne

  • Affaldsindsamling og andagt

Affald er en vigtig ressource. I denne aktivitet skal I ud at samle affald og efterfølgende lave en andagt, der omhandler 10 lovprisninger af naturen og 10 bekymringer for naturens tilstand med affald I har samlet i fællesskab. I kan bruge affaldet til at skabe affaldsrummet med, for eksempel lave et kors af pinde. I kan også lave affaldsskulpturer eller samle en bunke affald, som kan symbolisere højen, hvor Jesus blev korsfæstet– Golgata højen.

  • Tak for mad!

Tak for mad tager udgangspunkt i verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion. Her skal I med overskudsmad fra et supermarked lave en middag. Efterfølgende kan I synge en salme om taknemmelighed og holde en andagt om hvorfor man siger ”tak for mad” – og hvem man egentlig siger det til.

  • Barfodstur og fodvask

Slip tæerne fri, og mærk hvordan kroppen vågner. Mærk den skønne og sjove fornemmelse det giver, når man oplever naturen gennem fødderne. Formålet er at mærke naturen og opdage den og sig selv som natur, og som Guds skabning, der har omsorg for naturen. Her kan de store børn efter barfodsturen give hinanden en fodvask, mens I fortæller om det budskab, som Jesus sendte, da han vaskede sine følgeres fødder og fortalte dem, at de skulle ”være tjenere for hinanden og alt det, som Gud havde skabt. ”

  • Klimagenstande

Målet med denne aktivitet er at få en forståelse for klimaforandringerne gennem leg samt at afholde en andagt med klimaelementerne. Klimaelementerne er genstande, man nemt kan skaffe selv. De symboliserer forskellige elementer, der bliver berørt af klimaforandringerne for eksempel is, der symboliserer indlandsisen eller en majskolbe, der symboliserer en vigtig føde for mange i verden, der er truet på grund af klimaforandringerne. Isen bruges til to lege om vand og drikkevand og alle elementerne bruges til en afsluttende andagt, hvor man enten siger noget man er ked af eller noget man gerne vil takke Gud for ved elementet, eksempelvis: ”Kære Gud, jeg er ked af, at indlandsisen forsvinder, så de dyr, der lever dér, ikke har noget sted at bo”.

  • Plant et håb

I Uganda har kirken sat klimaet på dagsordenen, og søsætter sammen med de lokale en række aktiviteter til gavn for klimaet. Blandt andet planter de en masse træer, som kan ses i videoen, det har inspireret til en træplantningsaktivitet, hvor vi planter træer herhjemme for at stå sammen med dem i Uganda, der i flere år har kæmpet med udfordringer som tørke, oversvømmelser og mangel på ressourcer, der rammer dem på selve deres livsgrundlag. Plantningen af et “Plant et håb”- træ kan kombineres med en andagt eller en gudstjeneste, hvor I samtidig nedskriver ønsker for fremtiden på papir i planter sammen med træet.

Lad os komme igang!
Hvis det er noget for jer, vil vi meget gerne høre om det. Kontakt projektmedarbejder for Håb til handling Mathilde Andersen på mail mathilde@kfumspejderne.dk for mere information. Vi vil rigtig gerne skrive om hvordan jeres gruppe rykker klimaet -med vilje sammen med kirken. 

Håb til handling projektet slutter officielt i januar 2020, men det er muligt at planlægge aktiviteter længere frem end dette. 

youtube video with id MNlTcjMWuiY

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer