23-09-2020
Hver gruppe modtager nyt forkyndelsesmateriale med korpsudsendelsen denne uge.

Verdensmålsbog og 'Værdier på spil'

Af Morten Abildgaard Andersen, Styregruppen for Kristendom og Forkyndelse

Din gruppe modtager i denne uge forkyndelsesmaterialet 'Verdensmålsbogen – FN’s Verdensmål i lyset af den kristne tro' og samtalekortene 'Værdier på spil'.

Verdensmålsbogen

Du kender sikkert allerede til FN’s Verdensmål. Men hvordan kan man få den kristne tro ind i verdensmålene? Vores samarbejdspartner, Folkekirkens Nødhjælp, har sammen med andre organisationer udgivet en andagtsbog, der passer til hvert enkelt af verdensmålene. Og denne bog kommer til jeres gruppe med korpsudsendelsen denne uge.

Andagterne henvender sig fortrinsvis mod de ældste spejdere, men du kan søge inspiration i den og tage dele til de yngre spejdere. Andagterne har forskellige elementer med og giver forslag til 'Spørgsmål – Udfordring – Bøn – Salme', så du kan vælge hvordan du vil sammensætte andagterne, så det passer netop til jeres spejdere.

Hele materialet kan desuden findes online på verdensmaalsbogen.dk – hvis bogen bliver brugt af andre i gruppen.

Værdier på spil

Gruppen modtager også samtalekortene 'Værdier på spil' ,der er et sæt spillekort, som skal understøtte gruppen i at skabe et rum for samtale om KFUM-Spejdernes værdigrundlag. 

Brug kortene f.eks. til ledermøder, som samtalestarter til at forstå hvordan værdigrundlaget kan omsættes i praksis i en moderne spejdersammenhæng. Måske du bliver klogere på dine medledere i samtalerne. Kortene er oplagte at bruge, hvis I har fået nye ledere med, som ikke har været spejdere før og derfor måske er gået glip af dybere tanker og meninger om, hvorfor vi gør som vi gør.

Kortene har en række forslag til, hvordan man kan bruge dem, så man kan afprøve dem i forskellige situationer. 

Hvis kortene bliver væk – eller du gerne vil have dit eget sæt, kan du sende en mail til: skf@kfumspejderne.dk og så kan vi sende kortene som pdf til dig.