FOTO: Friluftsrådet
07-02-2020
DR sender naturen ind i folks stuer, og I kan være med til at få folk ud i naturen. Læs her, hvor nemt det er at være med.

Vær med til at invitere danskerne ud i naturen

I foråret 2020 sender DR1 naturserien Vilde Vidunderlige Danmark henover fem søndage. Serien tager seerne med rundt til fem forskellige typer natur og zoomer ind på et fascinerende dyreliv.

Efter programmerne kan du og gruppen være med til at vise jeres natur frem.

Hvilken naturtype kan I vise frem?

De fem naturudsendelser vises over fem søndage i april og maj.

Da hvert program har fokus på én naturtype, er det oplagt at invitere lokalområdet ud på ture og aktiviteter i jeres natur, i netop den periode der følger efter et specifikt program.

De fem naturtyper og perioder er:

  • Vis mig din skov: I ugen fra den 13.-19. april 2020
  • Vis mig din kyst: I ugen fra den 20.-26. april 2020
  • Vis mig dit åbne land: I ugen fra den 27. april-3. maj 2020
  • Vis mig din sø og å: I ugen fra den 4.-10. maj 2020
  • Vis mig din natur i byen: I ugen fra den 11.- 17. maj 2020

Ture og aktiviteter kan spænde bredt. Fra opdagelsesture i skoven til mad over bål, bålaftener eller blomsterplukketure til den lokale eng. Det er helt op til jer ude i gruppen, hvilken aktivitet i naturen, i gerne vil byde ind med. På voresnatur.dk kan I se, hvad andre har budt ind med og blive inspireret til, hvordan I kan bringe jeres naturviden som spejdere i spil. Et arrangement kan desuden være en god mulighed for at gøre jer synlige i lokalområdet og tiltrække nye medlemmer.

Sådan kommer I med

Når I har fundet en aktivitet, I som gruppe gerne vil tilbyde alle at deltage i, skal aktiviteten registreres i den fælles kalender på vores natur.dk. Her skal være informationer om tid, sted, målgruppe og kort beskrivelse af aktiviteten.

Partnerskabet bag Vores Natur skaber opmærksomhed om Vores Natur, så danskerne finder jeres aktivitet og får lyst til at deltage. Når I har gennemført aktiviteten, skal I blot melde tilbage til Vores Naturhvor mange der deltog.

Register jeres aktivitet på voresnatur.dk her

 

Vores natur 2020

Det er et partnerskab med DR, Naturstyrelsen, de Naturhistoriske Museer og Friluftsrådet der sammen med museer, foreninger og mange andre vil invitere folk ud i naturen. I løbet af året vil der være en lang række aktiviteter, der formidler naturen og inspirerer til naturoplevelser, som alle kan deltage i.
Vores Natur partnerskabet er støttet af Nordea-Fonden, AAGE V. JENSEN NATURFOND og 15. Juni Fonden. 

Se trailer for naturprogrammerne

DR giver med fem naturprogrammer i foråret et helt unikt indblik i den danske natur. I serien Vilde Vidunderlige Danmark sætter programmerne fokus på fem forskellige typer natur: Skoven, kysten, det åbne land, søer og åer og naturen i byen.

Se en forsmag af naturprogrammerne på DR1: Vilde vidunderlige Danmark (6 min.)