Foto: Johny Kristensen, www.johnykristensen.dk
04-03-2020
Vi gentager successen: Trivselsundersøgelsen vil blive sendt ud til alle ledere i april. Læs med her og få et overblik over undersøgelsen, og hvorfor det er vigtigt, at du svarer.

Trivselsundersøgelse 2020 kommer til alle grupper i april

Af Trine Holbæk Mark, projektmedarbejder Det bedste sted

Hos KFUM-Spejderne vil vi gerne sætte fokus på ledernes trivsel, fordi vi ved, at glade ledere er ledere i længere tid. Derfor laver vi en trivselsundersøgelse blandt alle ledere, ligesom vi gjorde i 2019.

I denne artikel kan du læse om, hvorfor det er vigtigt at arbejde med ledertrivsel, og du kan få et overblik over indholdet og rammen for trivselsundersøgelsen. Endelig kan du også læse, hvorfor Tonny Sørensen fra Tornby-Vidstrup Gruppe udfyldte undersøgelsen i 2019, og hvad Flemming Gruppe fik ud af at udfylde undersøgelsen i 2019. Nederst i artiklen eller i højre side kan du finde en tidsplan.

Hvorfor sætte trivsel på dagsordenen?

Vi ved, at glade ledere også er mere engagerede, motiverede, samarbejdsorienterede, åbne og kreative. Og så bliver de hængende i længere tid. Derfor er det vigtigt at sikre, at gruppens ledere er glade, og at det samtidig også er attraktivt for andre at være med.

Med trivselsundersøgelsen har du mulighed for at give et billede af, hvordan du synes, det er at være leder i gruppen. Med dine svar er du samtidig med til at tegne et billede af, hvordan det generelt går i gruppen og give indblik i det, der fungerer godt, og det, der fungerer mindre godt i gruppen. Tonny Sørensen, Gruppeleder fra Tornby-Vidstrup Gruppe sagde i 2019 om trivselsundersøgelsen: 

- Jeg har udfyldt mange undersøgelser, men den her, den glædede jeg mig til. Den handler jo om vores gruppe og det, som jeg går op i.

Indhold og ramme for trivselsundersøgelsen

Den 6. april sendes trivselsundersøgelsen ud i form af et spørgeskema til din mail. Det tager ca. 10 min. at udfylde undersøgelsen, og dine svar vil fremgå anonymt. 

I undersøgelsen vil der bl.a. blive spurgt ind til, hvordan du synes det er at være leder, hvad du synes, der fungerer rigtig godt, og hvad der er brug for at rette opmærksomheden mod. Der er også tematikker som lederrekruttering, travlhed, ansvarsfordeling, jeres forventninger til hinanden og fællesskabet samt konflikthåndtering.

11. maj er frist for at udfylde undersøgelsen. Herefter vil svarene fra gruppens ledere blive samlet i en rapport, som sendes til gruppen. Med en rapport i hånden er jeres gruppe endnu bedre rustet til at få startet den gode snak om trivsel. 

Flemming Gruppe fik gravet et spadestik dybere

Flemming Gruppe er en af de mange grupper, som i 2019 modtog en trivselsrapport, og som på en lederdag gennemgik og arbejdede med rapporten. Gruppeleder Søren fortæller:

-Kort sagt så har Flemming Gruppes deltagelse i trivselsarbejdet åbnet for gode snakke, hvor vi lige får gravet et spadestik dybere hos hinanden ud fra ønsket om at forstå, hvad vores incitamenter for at være spejderledere er, hvordan vi kan gøre spejderarbejdet bedre for flere, og ikke mindst hvordan vi lærer at forstå hinanden bedre og give feedback til hinanden.

Tidsplanen

Her er de vigtigste datoer samlet, så I i gruppen kan danne jer et overblik:

6. april: Trivselsundersøgelse sendes ud til alle ledere i jeres gruppe

11. maj: Svarfrist for spørgeskemaet

8. juni: Trivselsrapporterne sendes til gruppeledere og gruppebestyrelsesformænd

Vi håber, at du vil fortælle om, hvordan det er at være leder for dig og hjælpe de andre ledere i din gruppe til også at få svaret. Så kan I som gruppe nemlig få startet den gode snak og styrke det, der fungerer godt og arbejdet med det, der fungerer mindre godt.

Har I spørgsmål til undersøgelsen, så kontakt projektmedarbejder Trine på trine@kfumspejderne.dk eller udviklingskonsulent Thomas på thomas@kfumspejderne.dk

Vigtige datoer for trivselsundersøgelsen

6. april: Trivselsundersøgelse udsendes til alle ledere i jeres gruppe

11. maj: Svarfrist for spørgeskemaet

8. juni: Trivselsrapporterne sendes til gruppeledere og gruppebestyrelsesformænd

Vil du have flere værktøjer til at forbedre ledernes trivsel?

Trivselsundersøgelsen er en del af projektet Det bedste sted at være frivillig. Det bedste sted indeholder også andre værktøjer og redskaber til at forbedre miljøet i jeres gruppe.

Du kan læse mere om projektet og finde de forskellige værktøjer her.