Foto: Frederik Dahl Kehlet
18-05-2020
Med Hele Danmarks Familieklub åbner spejdergrupper i hele landet døren for lokalområdet. Læs her, hvordan gruppen kan være med.

Står døren til spejdergruppen åben for alle i lokalområdet?

Af Ida Louise Klausen, projektmedarbejder Hele Danmarks Familieklub

Hele Danmarks Familieklub er et måltidsfællesskab for alle familier. Formålet er at skabe rammerne for hyggeligt samvær blandt spejdere og ikke-spejdere. Projektet giver tilskud til mad og aktiviteter, og alle frivillige tilbydes et kursus i at inddrage flere i spejdernes fællesskab. De næste kurser ligger i efteråret - men vi arbejder også lige nu på et spændende digitalt tilbud.

Lige inden Danmark blev lukket ned, nåede Kaløvig Gruppe at have sit første møde i Hele Danmarks Familieklub. Nu er mange klubber i gang med en Take Away klub indtil de forhåbentlig snart kan mødes til aktiviteter igen.

Har din gruppe også lyst til at være med til at skabe relationer mellem familier i lokalområdet?

Hvordan kan du blive en del af det?

Du kan lide at tage ansvar og har lyst til at kaste dig over et nyt projekt, der gør en forskel for familier, som endnu ikke er en del af spejdergruppen. Du er fx rover, forælder til en spejder, sidder i gruppebestyrelsen eller er spejderleder.

Hvis det lyder som noget for dig og din gruppe, så skriv til ida@kfumspejderne.dk eller ring på tlf. 20 55 11 83. 

Om Hele Danmarks Familieklub

Hele Danmarks Familieklub er et projektsamarbejde mellem KFUM’s Sociale Arbejde, FDF og KFUM-Spejderne. Familieklubberne drives af lokale kræfter i samarbejde med lokale samarbejdspartnere. Det foregår over en periode på seks måneder og har til formål at gøre en forskel for familier, som har lyst til at mødes med andre familier i nye rammer og dele glimt af hverdagen. Aktiviteterne ligner dem fra det traditionelle spejderarbejde. Forskellen er at projektet ønsker at række ud over spejdergruppen og invitere nye familier ind.