Almindelig Brunelle (Prunella vulgaris)
Vild natur, hvor du bor
07-05-2020
Planter er ikke kun smukke, de er også livsnødvendige, hvis du ønsker at tiltrække dyr og insekter. Især danske planter kan være gode. Dem har dyr og planter nemlig tilpasset sig igennem tusinder af år. Læs mere om hvilke planter, som bidrager til vild natur, hvor du bor.

Sørg for, at danske planter og urter trives

Af Elisa Simony, projektmedarbejder Vores Natur oKatrine Turner, biolog

Planterne udgør bunden af fødekæden. Er der en mangfoldighed af planter i naturen, er der bedre levevilkår for insekt- og dyrelivet. Det er en god idé at hjælpe de vilde naboer til næring.

Hvad kan du gøre:

  • Sørg for at plante danske, hjemmehørende planter og urter.
  • Sørg for, at der er nektar og pollen fra tidligt forår til sent efterår.
  • Undgå at luge for effektivt – lad ukrudt blomstre med.

Hjælp de populære planter på vej

Selvom danske, hjemmehørende planter udgør de bedste værtsplanter, betyder det ikke, at du skal styrte ud i haven og hive alle andre planter end de hjemmehørende op. Mange udenlandske blomster producerer masser af nektar og pollen. 

Hvis du ser nøjere på dine planter, kan du selv opleve, hvilke plantearter, der er de mest populære, og hjælpe dem på vej. En grov huskeregel er, at kurvblomstfamilien (Asteraceae), ærteblomstfamilien (Fabaceae) og klokkefamilien (Campanulaceae) er nogle af de familier, som mange insekter godt kan lide, så de er gode at starte ud med, hvis du trænger til nye planter til haven. 

Planterne udgør ikke kun fødegrundlaget for mange insekter og dyr. De er ofte også værtsplanter for æg og larver, som udvikler sig til voksne insekter.

Gør blomstringsperioden så lang som mulig

Det er vigtigt at tænke på, at insekterne skal kunne finde føde i form af pollen og nektar fra det tidlige forår til det sene efterår. Så sørg for, at der er blomstrende træer, buske og planter i hele sæsonen og ikke kun i højsommeren, hvor det er nemt at tilbyde et rigt blomsterflor.

Enkle blomster, hvor bier og insekter let kan samle nektar og pollen fra, er de bedste fødekilder. Undgå helst de stærkt forædlede blomster med mange fyldte kronblade, hvor kronbladene ofte sidder så tæt, at bien eller insektet slet ikke kan komme til støvdragerne.