Foto: KFUM-Spejderne i Skodborg
24-06-2020
COVID-19 satte desværre en stopper for de store, planlagte Sankthansbål og -aktiviteter, men 20 grupper fik engageret lokalsamfundet alligevel. Læs mere her.

Af Mia Vestergaard Stenberg, projektmedarbejder

Som sædvanligt kunne der i år til Sankthans blive bygget gør det selv-figurer i samarbejde med jem & fix. Dog blev figurerne ikke bygget ved store Sankthans-arrangementer, men i stedet derhjemme. Rundt om i landet har spejdere i alle aldre nemlig hjulpet Sankthans-traditionerne hjem i de lokale haver og huse. 

20 spejdergrupper meldte sig hurtigt til at samle og uddele goodiebags med materialer og byggevejledning til gør det selv-figuren, da de store arrangementer blev aflyst.

Goodiebags til uddeling

I alt uddelte de 20 spejdergrupper 2000 goodiebags rundt om i Danmarks lokalsamfund i ugen op til Sankthans.

I Svenstrup stod tre tropsspejdere den 20. juni og uddelte goodiebags foran den lokale brugs. Allerede i løbet af en time var alle 70 goodiebags uddelt til glade børn.

Også i hos KFUM-Spejderne i Skodborg blev der delt goodiebags ud. Her stod flere af gruppens spejdere og delte goodiebags ud til børn den 23. juni. Gruppen gik sammen med den lokale Dagli’ Brugsen, der bidrog med en lille overraskelse i hver pose.

Vær med til Sankthans næste år

Du kan nu allerede tilmelde din gruppe til næste års arrangement, der formentlig bliver afholdt under mere normale rammer. Du skal blot sende en mail afsted til KFUM-Spejdernes projektmedarbejder på mia@kfumspejderne.dk.