Foto: Christian Blom-Bloch
04-06-2020
Danmark er så småt begyndt at åbne op igen, og året 2020 er naturens år. Vi skal sammen ud og lave aktiviteter i den danske natur og se alt hvad den har at byde på. Læs mere her.

Over stok og sten skal vi gå – ud i den danske natur

Af Elisa Simony, projektmedarbejder Vores Natur

Sommeren har ramt Danmark med varme stråler - husk solcreme - og Vores Natur er klar til igen at invitere alle ud til aktiviteter i løbet af sommeren og efteråret. På nuværende tidspunkt ligger der 376 aktiviteter i aktivitetskalenderen på voresnatur.dk, som er åbnet op igen efter den seneste tids lockdown.

I aktivitetskalenderen er en masse forskellige aktiviteter, som indbyder til at få et nyt indblik i den mangfoldige natur i Danmark. Hvad enten man skal nyde nærområdet eller man stikker ud i landet til nye omgivelser, så er det muligt at finde et fællesskab og nyde alt det vilde, som Danmark har at byde på.

Der er også mulighed for at lægge aktiviteter ind i kalenderen, hvis man ligger inde med en sjov, spændende eller lærerig aktivitet, som man vil dele med andre naturglade mennesker.

Ekstra inspiration

DR har fem søndage i foråret vist naturserien ”Vilde vidunderlige Danmark”. På baggrund af miniserien har DR Skole og DR Undervisning udgivet forskellige undervisningsforløb omhandlende vores natur. Her er det muligt at få inspiration til formidling af fødekæder, til brugen af filmiske virkemidler i serien og for de unge er der materiale omkring musikken fra serien og dens indflydelse. Her er det muligt, at få inspiration til at inddrage endnu mere natur på en ny måde.