07-04-2020
Som følge af statsministerens udmeldinger mandag den 6. april har KFUM-Spejdernes opdaterede sine anbefalinger til grupper, distrikter og centre. Læs mere her.

Opdaterede anbefalinger fra KFUM-Spejderne under coronavirus

Af KFUM-Spejdernes ledelsesteam

OPDATERET: Siden artiklen blev udgivet har Dansk Ungdoms Fællesråd oplyst, at aflysninger af større forsamlinger på nuværende tidspunkt omfatter arrangementer med mere end 1.000 deltagere. Der er på nuværende tidspunkt derfor ikke grund til at aflyse sommerlejre, centerlejre og andre arrangementer med færre end 1.000 deltagere, som skal afholdes i perioden indtil udgangen af august. Opdateret 7. april kl. 15.18.

Fire uger inde i corona-krisen vil vi gerne komme med en opdatering på, hvordan vi forholder os hos KFUM-Spejderne.

Efter statsministerens pressemøde mandag aften den 6. april fortsætter vi med at aflyse alle arrangementer med fysisk fremmøde frem til og med den 10. maj.

Vi kommer derfor ikke til at mødes til spejder igen før tidligst til maj.

Vent med at aflyse sommerlejre

Det vil betyde og betyder allerede nu aflysninger af fx DM i Spejder og weekendture, og mange er måske nervøse for sommerlejren. Men vi opfordrer til, at man venter længst muligt med at aflyse i forhold til økonomiske forpligtelser og deltagere. På den måde holder vi alle muligheder åbne for at give vores spejdere de bedste oplevelser.

Lige nu arbejder vi sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd på at få en afklaring af, hvor grænsen går for større arrangementer. Først herefter ved vi, hvordan sommerens lejre evt. bliver påvirket. Vi opfordrer under alle omstændigheder til at vente med at aflyse sommerlejrene, til vi ved mere.

Kommunalt tilskud til foreningslivet

Samtidig er det endnu uvist, hvornår vi skal mødes til spejder igen. Vi kigger dog ind i Mette Frederiksens udmelding om udendørsaktiviteter i daginstitutioner og håber på, at en lignende ordning kan gælde for os.

Det vil betyde, at vores aktiviteter i en perioden udelukkende skal bestå af udendørsaktiviteter med god afstand til hinanden. Vi er vant til at være ude, men det vil betyde, at vi skal lave tilpasninger og stadig passe godt på hinanden.

I dag udkommer der nyhedsbrev for kasserere. Her skriver vi om den kompensationsordning, som regeringen har præsenteret til dækning af faste omkostninger. Den kan muligvis være interessant for os.

Ordningen kan i visse tilfælde bruges i forbindelse med udlejning af ejendomme, og derudover er der indgået aftale om, at tilskud til foreningslivet skal fastholdes på det budgetterede niveau, selvom gruppen ikke har haft aktiviteter i perioden, hvor samfundet har været lukket ned.

Du kan læse artiklerne her, selvom du ikke modtager nyhedsbrevet.

Hjemsendte medarbejdere

Mange af KFUM-Spejdernes medarbejdere er sendt hjem. Det skyldes, at vi er nødt til at begrænse vores udgifter, der hvor vi kan. Umiddelbart ser vi ind i et stort underskud bl.a. som følge af fraværet af gæster på Houens Odde Spejdercenter. Det betyder, at Administrationscenteret og Houens Odde kører på vågeblus, at vores åbningstider er kortere og at kun få medarbejdere er på arbejde.

Men vi er til at få fat på både på info@kfumspejderne.dk og telefonen 70102666.

Sidst vil vi ønske jer alle en god påske. Her kan vi forhåbentlig slippe vores tanker om krise og uvished for et øjeblik og glædes over det, som krisen kan give os: Samværet med vores nærmeste. Og for de, der har de nærmeste på afstand eller ikke har nogen at holde tæt kontakt til, der må vi hver især hjælpe det bedste vi kan med en telefonopringning eller en hilsen på en anden måde.