Foto: Johny Kristensen
14-05-2020
Med næste korpsudsendelse modtager alle det nye forkyndelsesmateriale Tanketid fra Patruljen for Udvikling af Forkyndelse. Læs mere her.

Nyt forkyndelsesmateriale på vej til alle grupper

Af Inger Birgitte Bruhn, Patruljen for Udvikling af Forkyndelse, PUF

Følg med i Anne, Rebecca, Victor, Frederik og de andres udfordringer i hverdagen, når gruppen snart modtager det nye hæfte Tanketid med inspiration til forkyndelse for familiespejdere og op til rovere.

Der er emner som ensomhed, venskab, retfærdighed på spil i de unges liv. Vi har kaldt det tanketid. Fordi der er tid til tanker og tid til at blive tanket op, når det kommer til, hvordan vi skal leve med hinanden.

Fortællingerne er en del af et forkyndelsesmateriale for juniorer og tropsspejdere, som er tænkt til sommerlejren, men de kan også sagtens bruges på spejdermøder. Der er også fortællinger for familiespejdere, bævere og ulve, som er lige til at læse op.

Et hæfte samler forkyndelse til hele gruppen

Det nye hæfte indeholder også inspiration til forkyndelse for de ældeste seniorer og rovere.

Vi har alle sammen fået noget med os i rygsækken. Værdier, som former os til dem, vi er. Som spejdere er knobreb, bål, pionering, koder blevet en del af vores DNA. De klassiske spejderfærdigheder er udgangspunkt for de største og de voksnes tanketid. Hvis tiden er knap, er der også nogle ”klankrummer”, man kan dvæle ved i få minutter.

Det hele er samlet i ét hæfte, som sendes ud med næste korpudsendelse til alle grupperne. Ud over forslag til forkyndelse er der også knyttet en aktivitet til hvert eneste tema for alle aldersgrupper.

God fornøjelse ønsker PUF: Patruljen for Udvikling af Forkyndelse.