Foto: Kirstine Mose Schade
28-05-2020
Arbejdsgruppen for arbejdsprogram har fundet flere aktiviteter frem, som passer til en stille opstart med afstand og en sommerlejr med øget fokus på myndighedernes retningslinjer. Læs mere her.

Mærkeluppen: Aktiviteter med afstand til opstart og sommerlejr

Af arbejdsgruppen for arbejdsprogram

Det virker, som om rigtigt mange er kommet i gang med spejderarbejdet igen. Det er godt at se. Men hvis du er lidt tom på ideer til, hvordan man kan lave spejderarbejde i genåbningen, har vi lidt ekstra inspiration nedenfor:

Aktivitetsdatabasen

Vi har lagt nye aktiviteter ind i Aktivitetsdatabasen, og vi er ved at gå alle aktiviteter igennem for at se, hvilke aktiviteter, der er særlig gode, når vi skal overholde afstandskrav mv. 

Hvis du søger på “corona” i søgefeltet, kommer der aktiviteter frem, der er egnet til brug under de eksisterende retningslinjer. Rigtig mange af de andre aktiviteter kan også bruges, men kræver måske lige en gentænkning.

Mærker

Vi har jo to slags mærker: Palettenmærker og Færdighedsmærker. Palettenmærkerne er udviklet for at arbejde med børnenes personlige udvikling, og rigtigt mange af dem har sociale og samarbejdselementer tæt indbygget. Færdighedsmærkerne har mere fokus på, at den enkelte spejder lærer bestemte færdigheder, fx. kort & kompas, madlavning osv.

Det kan derfor være lettere at køre færdighedsmærkerne som aktiviteter, hvor spejderne skal holde afstand, end Paletten-mærker. 

Sommerlejr

Der er en række større sommerlejre, der er blevet aflyst, og det kan virke lidt uoverskueligt at planlægge noget nyt, når vi ikke kender retningslinjerne. Samtidig er det allerede meldt ud, at afstandskravet på 1 meter også gælder ved overnatning - så 1 meter mellem børnene i teltene.

En god sommerlejr behøver ikke være, som den plejer. Og det, at der er “benspænd” for, hvad vi kan og må, kan måske føre til den bedste sommerlejr nogensinde.

Hvis du er på helt bar bund, er der et par forslag nedenfor, som måske kan give inspiration til netop jeres sommerlejr:

  • Overnatning med afstand. Hvorfor sover vi altid mange i samme telt?
    • Enkeltmandsbivuakker
    • Hængekøjer
    • Lån en lade
  • Sommerlejre med afstand
    • Kanosejlads
    • Vandreture
    • Cykelture
  • Sommerlejr i spejderhuset - med eller uden overnatning
    • “Hjemmelejr” i hytten kan bruges til at få lavet nogen af de aktiviteter, der ikke er tid til på møderne. Er det nu, at der skal bygges pizzaovn, røgeovn eller den sejeste gammelmandsild, som I kan bruge på møderne fremover? Eller skal spejderne lave deres egne knive?
    • Dagsture ud fra spejderhuset, så I lærer lokalområdet bedre at kende.
    • Hjælp til i lokalområdet med naturpleje, sociale aktiviteter eller lignende.

Del med andre

På Facebook og Instagram kan I dele historier og billeder om gode oplevelser i forbindelse med genåbning. I kan tagge på Instagram og andre medier med #Mærkeluppen #Vi rykker verden #Sammen hver for sig osv.

Du kan som leder også melde dine aktiviteter ind på Spejdernet, så de kan komme i aktivitetsdatabasen til hjælp for andre, eller du kan skrive til os på arbejdsprogram@kfumspejderne.dk.