Skamling Distrikt
Frederik Dahl Kehlet
02-12-2020
De udsendte grab’n’go rygsække fra Vores Natur har inspireret flere institutioner og foreninger til at pakke børn godt ind i handsker og tørklæde og gå ud i den vilde natur, hvor de bor. Læs mere her.

KFUM-Spejderne inspirerer institutionerne

Af Elisa Rasmine Simony, projektmedarbejder Vores Natur

Vores natur er gået i dvale. Når man ser ud af vinduet, er det grønne og brune farver, der først når øjet. Herefter kommer detaljerne. De hvide bær, de røde bær og solsorten der hopper i græsplænen. Hvor er den fantastisk, vores natur, også når den passer på sig selv i den mørke tid. 

De rygsække Vores Natur i oktober pakkede med inspirationsmaterialer til naturaktiviteter og sendte til institutioner og foreninger rundt om i landet, er nu kommet i brug. En institution i Aalborg, som har modtaget én af rygsækkene har skrevet: 

Først og fremmest tusind tak for den fine rygsæk – vi er meget glade for den. Den gør en god forskel i en hverdag, hvor vi lige nu har brug for, at være ekstra ude. Rygsækken er let og tilgængelig, og vi har snakket om, at den skal have en knag i vores garderobe, så den altid er klar til at tage med på tur – uanset om man går på tur for at lede efter krible krable dyr eller ej – men man ved jo aldrig hvem, man møder på sin vej. Det er nogle meget fine materialer, der er i rygsækken, og de er meget anvendelige, uanset om de bruges af voksen og børn sammen – eller om børnene bruger materialerne alene.

Hvilken en fornøjelse det var at åbne den besked og se resultater af forårets skriverier og efterårets pakkerier. Med hæfterne, som kan findes på https://spejdernet.dk/projekter/vores-natur/, og rygsækkene ønskede KFUM-Spejderne, Praktisk Økologi, Dyrenes Beskyttelse og DOF netop at være med til at inspirere flere til at dyrke den vilde natur og lære den bedre at kende. Naturen er et givende sted at lære og ikke mindst at skabe minder og danne værdier.

Vores Natur bidrager til læring

Materialerne bliver anvendt, som vi håbede at de ville, som inspiration til aktiviteter og til læring på flere niveauer. En medarbejder fra en institution i København skriver ”Jeg er meget begejstret for særligt nøgledugen, som jeg forventer at bruge sammen med børnene snart. Derudover holder jeg krible-krable-kursus for mine kolleger i næste uge". Inspirationshæfterne 'Gør noget vildt – Med børnene' og 'Gør noget vildt – Inspirationsmateriale' indeholder både aktiviteter, læring om dyret og tiltag til at gøre naturen vild, og hvor er det godt, at det kan fungere som materiale til at formidle viden videre til store og små.  

En anden institution i Aalborg skriver ”Vi vil have fokus på læreplanstemaet: Natur, Udeliv og Science og undersøge naturen sammen med børnene. Vi vil f.eks. bruge jeres billeder af dyrene og lære mere om disse dyr ved at læse højt for børnene (fra jeres bog). Jeres rygsæk indeholder rigtig mange spændende ting, som er nemme at gå i gang med og anvende på børneniveau.” og drager rygsækkene til nytte i forhold til konkrete læringsmål. 

Selvom naturen er våd og pyttet og knapt så farverig, som i forårets sol, så er den stadig spændende og værd at gøre vild og ”børnene kunne indsamle de dyr, de fandt og nærstudere dem – det var de helt vilde med” (institution i Vejle). Så der er ingen grund til ikke at hoppe i det varme overtøj og komme ud i naturen og få røde kinder. Sammen gør vi plads til vilde naboer og bruger naturens som læringsrum.