Foto: Frederik Kehlet
15-01-2020
Tidligere har vi debatten været i gang på Facebook. Nu har korpshistorisk udvalg givet et svar, som måske vil overraske nogen. Læs mere her.

Hvordan er det nu? Skal du krydse højre arm over venstre eller...

Kigger du rundt, når spejdere smeder en kæde rundt om flagstangen som afslutning på en weekendtur, ser du måske spejdere, som krydser armene højre over venstre, mens andre gør venstre over højre.

Det har givet mange anledninger til mange hovedbrud. For hvad er det rigtige? Repræsentanter fra hver sin højre/venstre-lejr har hver deres gode forklaring på, hvorfor lige netop deres måde er rigtig.

Derfor har vi på Spejdernet.dk hevet fat i eksperterne fra KFUM-Spejdernes historiske udvalg.

Det ene er ikke mere rigtigt end det andet

I deres research er det stødt på begge udgaver og har derfor ikke kunnet finde svar på, hvad der er mest rigtigt. Deres konklusion er derfor, at det ene ikke er mere rigtigt end det andet.

- Det handler om lokale traditioner, siger Allan Bäck, som er medlem af Historisk udvalg og forfatter til bøgerne Eventyret om KFUM-Spejderne gennem 100 år og En saga grøn - andet bind.

Til gengæld har Allan Bäck en forklaring på, hvorfor spejdere overhovedet krydser armene. Det handler om, at de krydsede arme er et symbol på venskab og det forpligtende fællesskab, som man ikke kan komme ud af, og samtidig er det et opgør med en mere militant tradition, hvor man stod i rækker fremfor i cirkler.

Den stærke beskytter den svage

Skulle du have glemt, hvordan forklaringen lyder på de to version af armkrydsningen, kan du læse forklaringer på KFUM-Spejdernes facebookside, som tog emnet op i november sidste år.

Vi har også samlet forklaringer her.

Lægger man højre over venstre, har man den stærke sværdhånd øverst for at beskytte det svage hjerte, som symbol på at den stærke beskytter den svage.

Lægger man omvendt venstre over højre, har man med sit hjerte blokeret for sin stærke sværdhånd og dermed vist ubetinget tillid.