Foto: Christian Mouridsen
04-06-2020
Vi har samlet overblikket over åbne spejdercentre og andre forslag til ture og lejre i sommerdanmark. Læs mere her.

Forslag til ture og lejre i sommerferien

Under overskrifterne spejdercentre, ud i naturen, ved spejderhytten og andre muligheder har KFUM-Spejdernes konsulenter samlet en række forslag til sommerens ture.

Spejdercentre

Selvom nogle spejdercentre har aflyst årets centerlejre og holder lukket over sommeren, er det stadig muligt at komme på centerlejr eller besøge spejdercentrene i løbet af sommeren.

Houens Odde Spejdercenter

Houens Odde Spejdercenter ligger ved Kolding og byder på fantastisk natur og masser af plads. Her kan gruppen få sin egen lejrplads i skoven. Der vil være stab til stede, som kan hjælpe og guide, ligesom placeringen tæt ved vandet giver mulighed for vandaktiviteter.

Læs mere på Houensoddespejdercenter.dk/forside.

Trevældcentret

Trevældcentret ligger mellem Holstebro, Skive og Viborg. Her du komme på centerlejr i uge 27, 28, 29 og 30, hvor en centerstab står klar til at hjælpe med sjove aktiviteter. Der er rigeligt plads til at holde afstand og brede sig.

Læs mere på Trevaeld.dk.

Spejdercentret Rømeregård

Spejdercentret Rømeregård ligger på Bornholm og tilbyder centerlejr i uge 27 og halvdelen af uge 28. Her er der rig mulighed for at opleve Bornholm med en sikker base midt på øen. Centrets stab hjælper gerne med at sammensætte et program.

Læs mere på Roemeregaard.dk.

Næsbycenteret

Midt mellem Ringsted, Slagelse og Næstved ligger Næsbycentret. Her kan du hver uge i løbet af sommerferien opleve dagsaktiviteter, hvor staben har planlagt aktiviteter, som du nemt kan tage dine spejdere med til.

Læs mere på Naesbycentret.dk.

Arresøcentret

Ud til Danmarks største sø, Arresø, ligger Arresøcentret. Her kan du komme på centerlejr i uge 28, hvor der vil være aktiviteter og materialer frit tilgængeligt.

Læs mere på Arresoe.dk.

Mangler dit spejdercenter på listen, så send en mail til kommunikation@kfumspejderne.dk med to linjer om mulighederne.

Ud i naturen

Naturen byder også på mange muligheder for ture og lejre. Senest frigav miljøministeren yderligere 77 danske statsskove til fri teltning - læs mere her - og ellers byder den danske natur på mange muligheder. Du kan få et overblik på Udinaturen.dk eller læse med her.

Fri teltning

Som nævnt er der kommet flere skove til, hvor det er tilladt at slå telt op og tage en overnatning. Tag fx af sted med patruljen, bæverne eller troppen og lav spændende aktiviteter i skoven. Der er rigeligt med plads, og du kan blive inspireret til aktiviteter i aktivitetsdatabasen.

Find skove med fri teltning på udinaturen.dk.

Primitiv overnatningsplads

Det er velegnet til en enkelt eller måske to overnatninger. Ved at vælge jeres sted nøje, kan I sammensætte et program, hvor I har fokus på vild mad. Find inspiration på vildmad.dk.

Find et godt sted på naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/primitiv-overnatningsplads.

Overnatning ved vandet

Har gruppen lyst til en sommertur eller lejr med lys, frisk luft og skønt vand, er der mange muligheder for at finde overnatning ved vandet både i Jylland, på Fyn og på Sjælland. Det kan evt. kombineres med en kano-, kajak- eller tømmerflådetur.

Du kan finde en oversigt over steder på naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning/overnatning-ved-vandet.

Ved spejderhytten

Hold sommerlejren hjemme ved spejderhytten – det er enkelt og ligetil. I kan fx bruge et par møder frem mod en weekend til at bygge en lejrplads op og holde sommerlejr fredag-søndag. Alt foregår udenfor med overnatning og mad over bål, og I har materialer lige ved hånden, når der skal laves aktiviteter og bygges med rafter.

Evt. kan I bytte hytte/grund for en stund med nabogruppen, og overvej at invitér forældrene til en kop kaffe om søndagen, når de henter – så plejer I samtidig jeres forældresamarbejde. Og spørg et par forældre, om de vil hjælpe med afspritning og ekstra rengøring i løbet af lejren.

Andre muligheder

Der er mange andre gode forslag til ture og lejre i sommerferien. Her har vi nævnt nogle af dem, men man kan også overveje en hike/cykeltur for troppen, seniorerne eller patruljen. Det kan evt. kombineres med nogle af ovenstående idéer. Man kan på forhånd have fundet en rute og udset sig en lokal bondemand og hør, om I må sove på høloftet eller sov i det fri. Læs mere her naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/overnatning.

Hvis ikke I skal bruge jeres grund ved spejderhytten, kan I også tilbyde en af spejderfamilierne eller andre at slå et telt op, så de kan holde et par dages ferie i naturen.