Andreas Larsen
16-09-2020
Mangler du idéer til at få mere forkyndelse i spejderarbejdet? Er du nysgerrig på eller i tvivl om dit eget syn på Duty to God i dit eget eller gruppens liv? På landsmødet giver to workshops dig mulighed for at få nye input.

Få to anderledes bud på forkyndelse og tro i spejdergruppen

Af Rikke Høyer Lentz, Styregruppen for Kristendom og Forkyndelse

Styregruppen for Kristendom og Forkyndelse står bag de to workshops på Landsmødet. Med sig har de bl.a. Finn Andsbjerg Larsen, der er leder af Folkekirkens Konfirmandcenter. Her står han bag kreativ og fremsynet forkyndelse for børn og unge. På workshoppen 'Kristendom i KFUM-Spejdergruppens hverdag' deler han rundhåndet ud af både konkrete aktivitetsforslag og af sin erfaring med bl.a. lokale samarbejdspartnere.

På workshopppen 'Duty to God i KFUM-Spejderarbejdet' sætter vi fokus på at få nye perspektiver på Duty to God. Gennem fælles samtale zoomer vi ud på det internationale aftryk af Duty to God. Og vi zoomer indad på vores egne traditioner, tvivl, skepsis eller helt konkrete aftryk i spejdergruppen i form af fx bordvers eller andagtsplads. Workshoppen giver plads til at stille spørgsmålstegn ved vores kristne ståsted og mulighed for en større personlig fundering i det.

De to workshops kræver ingen forkundskaber ud over nysgerrighed. Vi glæder os til at dele tanker om tro med jer på Landsmøde 2020! Læs mere om tilmelding til de to workshops i deltagerbrevet.