Foto: Erik Biering
Erik Biering
22-04-2020
Vores Natur vil gerne invitere dig til at studere fuglene, hvor du bor. Oplev hvor mange forskellige arter, der lever som vilde naboer ved din bopæl. Læs mere her.

Du kan kigge på fugle i den vilde natur, hvor du bor

Af Elisa Simony, projektmedarbejder Vores Natur

I samarbejde med Dansk Onitogisk Forening, Dyrenes Beskyttelse og Praktisk Økologi er KFUM-Spejderne i gang med at fremme viden og genkendeligheden af den vilde natur, hvor du bor. Det gælder både planter og dyr. Her i blandt kigger vi på fuglene, som er, hvor du bor.

Gør haven vild

Find ud af, hvilket fugleliv din have eller dit nabolag indeholder. Vores Natur byder på en månedlig aktivitet til dig som er nysgerrig på fuglelivet omkring dig.

Tag dig tid til fordybelse og tag en pause med kikkerten eller dit falkeblik. De forskellige fugle er forholdsvis nemme at kende fra hinanden med de forskellige farver i deres fjerdragt. Deres smukke sange fylder luften med forskellige klange, så det gælder om at sidde stille og lytte, når du skal nyde fugleriget omkring dig.

Fuglene fortæller også noget om din have og boligkvarterets naturtilstand. Antallet af fugle og fuglearter giver et godt billede af artsrigdommen blandt de mindre dyr og planter i din have.

Derfor kan du hjælpe til et mere mangfoldigt fugleliv, ved at gøre naturen omkring dig vildere. Ved at gøre naturen vildere, skaber du plads og hjem for flere vilde naboer. De farverige vilde blomster giver næring til insekterne, som er næring for større dyr, heriblandt fuglene som kvidrer lystigt i nabolaget.

Få inspiration

Der er ikke noget, som afholder dig fra at studere fuglelivet omkring dig med store øjne, men hvis du vil have inspiration, så kan du finde det på Voresnatur.dk.

Her finder du aktiviteten BoligFugl, som er en del projektet Vild natur, hvor du bor. 

Hver måned kommer der et nyt månedsspecifikt skema ind på hjemmesiden Voresnatur.dk under ”Vild natur, hvor du bor”-siden. Her vil det også være muligt at læse mere om aktiviteten. Det er desuden muligt at finde inspiration til naturoplevelser under inspirationsknappen, som findes øverst på siden. På hjemmesiden er der også andre aktiviteter at finde. Aktiviteter du kan lave i naturen alene, eller kan deltage i, når vi igen skal nyde den vilde natur sammen.