Foto: Christian Blom-Bloch
09-01-2019
I projektet Håb til handling kan jeres spejdergruppe indgå i et samarbejde med den lokale kirke og sammen danne rammen for aktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at handle lokalt på klimaforandringerne. Læs mere om projektet her, og hvordan I kan være med.

Vær med til at samarbejde med kirker - med aktiviteter om klima og miljø

Mangler I ideer til nye nærværende og relevante emner at samarbejde med kirken om? Vil I være stærkere på det kristne i dagligdagen? Vil I være med til at give spejderne håb, der inspirerer til konkret handling for at mindske klimaforandringerne? Så læs med her.

Gennem projektet ’Håb til handling’ kan jeres spejdergruppe være med i et samarbejde med den lokale kirke og sammen danne rammen for aktiviteter, der giver børn og unge mulighed for at handle lokalt på klimaforandringerne. Samarbejdet består i at lave aktiviteter/møder med den lokale kirke.

Meningen er ikke, at det skal blive en enkeltstående aktivitet, men et samarbejde med flere møder og måske, hvem ved, kan det fortsætte i mange år.

Der er brede rammer for samarbejdet, men kan for eksempel bestå af 2-3 møder/aktiviteter om året, der omhandler klima og miljø og tager udgangspunkt i omtanken for den gudskabte verden.

Gennem aktiviteter, refleksion og nærvær bliver spejderne klogere på klimaforandringer, og gennem italesættelse af håbet skabes grobund for lokal handling. Eksempler på aktiviteter med spejdergruppen kan være udendørs gudstjeneste, plantning af træer, pilgrimsvandring eller en høstgudstjeneste med refleksioner om klimavenlig mad.

Det kan også være, at I besøger den lokale kirke, eller præsten kommer forbi til et spejdermøde. Vi hjælper gerne med inspiration. Det kan også være I selv har nogle gode ideer. Deltagelsen er samtidig en mulighed for at være med til at udvikle aktiviteter, og sætte en retning for projektet.

Udover at aktiviteterne bidrager til handling lokalt, kan samarbejdet også medvirke til, at den personlige relation mellem kirken og spejderne bliver styrket.

Samarbejdet er en oplagt mulighed for at leve op til strategien om at være et lokalt kraftcenter og møde nye målgrupper. Samtidig vil det give synlighed og I kan få øjnene op for nye målgrupper.

Vil I være med?

Hvis det lyder som noget for jer, eller I blot vil hør mere så kontakt projektmedarbejder Mathilde Korning Andersen på mail: mathilde@kfumspejderne.dk eller telefon 23703624.

Projektet ’Håb til handling’ vil gennem aktiviteter, indsigt og debat, skabe håb hos børn og unge, så de oplever at kunne gøre en konkret indsats for miljøet. Det er et partnerskab mellem KFUM-Spejderne, Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke - tre organisationer, der deler det kristne menneskesyn og et stærkt værdifællesskab omkring at beskytte naturen og vores fælles klode.

Du kan læse mere om projektet her