Foto: Pernille Bille Tvedt
02-01-2018
2018 er skudt i gang og derfor tager vi et tilbageblik på Spejdernet.dk. Vi har fundet de tre artikler, som I har læst mest i 2017. Tag et kig her.

Top 3: Det læste vi mest i 2017

2017 er blevet til 2018. På Spejdernet.dk har vi kigget tilbage på året der gik og bringer et gensyn med de artikler, som I var gladeste for at læse i 2017.

To store begivenheder præger artiklerne: Spejdernes Lejr 2017 og den nye sangbog Imellem venner. Ikke overraskende. Flere tusinde KFUM-Spejdere var med, da åbningslejrbålet gik i gang på Kær Vestermark ved Sønderborg kl. 20.17 i slutningen af uge 29.

Som en del af optakten til lejren sneg artiklen Se, hvor du skal bo på Spejdernes Lejr 2017 sig ind som den mest læste artikel.

Ny sangbog udgivet

2017 var året, hvor KFUM-Spejdernes nye sangbog Imellem venner så dagens lys. Og det tog I rigtig pænt imod. Ikke kun ved at læse artiklen Snart skal vi synge imellem venner, men også ved at lægge den under juletræet til jul og komme med forslag til navnet. Samtidig svarede mere end 700 spejdere på projektgruppens undersøgelse af sangtraditionen i organisationen.

Du kan købe Imellem venner hos 55Nord.dk.

Sig pænt goddag til forældrene

Den tredjemest læste artikel på Spejdernet.dk i 2017 handler om gruppeledelse. Hvor står du, inden spejdermødet begynder? er en refleksion fra et grupperådskursus i Vest-Vendsyssel Distrikt. De havde besøg af udviklingskonsulent Thomas Olsen, som satte fokus på samarbejdet mellem forældre og ledere i gruppen.

I den forbindelse spurgte han blandt andet, hvor lederne stod, inden spejdermødet begyndte. Stod de usynligt (for forældrene) og pakkede ud efter weekendens tur eller var de tilstede i døren, hvor der er plads til uformel snak med forældrene.

Vil du også have besøg af en konsulent, kan du læse mere her.

Store oplevelser i 2018

Og for 2018 kan vi se frem til Landsmøde til efteråret, DM i Spejder 2018, ungdomskurser, sommerlejre og weekendture med spejderne.

Har du lyst til at dele dine oplevelser, kan du låne KFUM-Spejdernes instagram. Og mangler du en god anledning til at overtage instagram, så find dit næste arrangement i kalenderen.