Foto: Christian Bloch Hansen
22-06-2018
Mangler I nogle sjove vandaktiviteter til sommerlejren? Her er et par bud på nogle aktiviteter til en varm sommerdag.

Sommerlige aktiviteter

Af Sofie Lindgaard Nielsen, Ildhu

Vandstafet

Patruljerne dyster mod hinanden om at få transporteret mest vand på tid. Hver spejder får bundet en ny og ubrugt opvaskesvamp i panden ved hjælp af en sisalsnor eller lignende. Vandet transporteres ved at svampen dyppes i en stor balje vand, og i den anden ende trykkes det ud af svampen ved at to spejdere presser deres pander mod hinanden. Man må ikke røre svampen med hænderne. En vandstafet kan varieres på mange forskellige måder, så det passer til alderen af spejderne, f.eks. at man bare løber med svampen i hænderne.

Freezer på glatis

Ved at tegne freezerbanen op på en stor presnning ved hjælp af gaffatape, kan legen freezer få en helt ny dimension. Ved at hælde brun sæbe og vand ud på presenningen, bliver underlaget spejl glat og ligesom en glidebane. Kender du ikke legen freezer, kan du læse om den i aktivitetsdatabasen.

Freezer kan godt være en voldsom leg for de mindste (familiespejdere, bævere og ulve), men så er en glidebane - bestående af en presenning med brun sæbe og vand på - altid et hit i sig selv.

Flere aktiviteter

Få inspiration til flere aktiviteter i aktivitetsdatabasen på spejdernet.