Foto: Johny Kristensen
11-09-2017
Friluftsrådet uddeler 30 millioner kroner til projekter, som skaber nye muligheder for naturoplevelser og friluftsliv. Pønser gruppen på et projekt, kan I også søge om tilskud. Se her hvordan.

Søg penge til gruppens friluftsprojekt

Friluftsrådet uddeler 30 millioner til projekter, som får flere ud i naturen. Pengene kommer fra Udlodningsmidlerne, som er en del af overskuddet fra Danske Spil og Det Danske Klasselotteri.

Med et godt projekt i hånden, som åbner naturen og inviterer flere ud i den, kan gruppen eller distriktet få del i pengene og realisere gruppens eget projekt til gavn for jer selv, området og gæster.

Ansøgningsfristen er 1. oktober og der gives penge til både større og mindre projekter. Det er dog et krav, at projektet falder under et af disse temaer:

  • Friluftslivets ildsjæle: Lokale foreninger, brugergrupper og andre frivillige kan søge tilskud på op til 50.000 kr. til initiativer, der skaber bedre natur eller nye muligheder for at dyrke friluftsliv i lokalområdet.
  • Del dine hemmelige steder: Kender du en skjult naturperle i dit lokale område? Foreninger, kommuner mv. kan søge støtte til at forbedre adgangsforholdene og synliggøre særlige steder i naturen.
  • Bevæg dig i naturen: Søg tilskud til projekter, der giver mindre aktive befolkningsgrupper bedre mulighed for at bevæge sig i naturen. 
  • Friluftsliv lige i nærheden: Kommuner og aktører, der samarbejder med kommuner, kan søge tilskud på op til 500.000 kr. til udvikling af rekreative områder eller grejbanker. 
  • Nye vinkler på naturformidling: Landsdækkende organisationer, frivillige foreninger, kommuner og andre kan søge om tilskud til projekter, hvor naturformidling er med til at løse problemer i samfundet eller er med til at få nye målgrupper ud i naturen.
  • Store oplevelser i storslået natur: Nationalparker og naturparker kan søge om tilskud til projekter, der udvikler friluftsliv og naturformidling.
  • Udvikling af frivilligt engagement i naturen: Vi giver tilskud til 2-4 større udviklingsprojekter, som udvikler rammerne for det frivillige engagement i naturen.

Du kan læse mere om puljen her og se, hvordan du ansøger.

Få tilskud til jeres projekt

Vil du søge penge hos Friluftsrådet, skal de have din ansøgning senest 1. oktober 2017.