Den nye fuldtømmer shelter skal bygge her ved gruppens spejderhus, Rævehulen. Foto: Skagen Gruppe
14-05-2019
Der var en shelter på højkant til en heldig gruppe, som blev trukket som vinder af sælger-konkurrencen i Landslotteriet 2019. Læs hvem der vandt, og hvorfor shelteren faldt på et tørt sted.

Skagen Gruppe vandt en shelter i Landslotteri 2019

Da lodseddel-salget blev skudt i gang i januar, drømte mange grupper om at blive den heldige vinder af den interne sælger-konkurrence, som i år havde en shelter som præmie.

Med mere end 4000 sælger-lodder i puljen var der også rift om shelteren, som kun en gruppe kunne vinde. Og det blev Skagen Gruppe.

Jens Korsgaard er gruppeassistent i Skagen Gruppe. Han fortæller, at beskeden om shelteren kom overraskende belejligt.

- Vi er meget glade for, at det blev os, der vandt den flotte shelter. Vi havde i mange år en gammel shelter bygget af lygtepæle, men den blev invaderet af milioner af myrer og kunne ikke bruges mere og blev fjernet, siger han.

Unge ledere og forældre bygger

Lært af gruppens erfaring skal den nye shelter dog stå et andet sted.

- Vi har på seneste ledermøde besluttet, at den skal opsættes ved vores spejderhus på Doggerbanke her i Skagen.

Her har Skagen Gruppe deres spejderhus "Rævehulen" lige ud til natur naturen og klitterne mellem Gl. Skagen og Skagen by.

Shelteren bliver leveret i uge 27-28, og så går det store byggeri ellers i gang. Her har gruppens unge ledere og en flok forældre allerede meldt sig til at bruge en weekend på at få shelteren op at stå.