Foto: Johny Kristensen, Fotopatruljen
30-11-2017
Nyt ildhu er ude nu med stort tema om at være sammen og skabe tryghed for børn og voksne.

Årets sidste nummer af Ildhu har temaet ’at være sammen’ med fif til at skabe det gode fællesskab i ledergruppen. Ydermere er 12 sider dedikeret til et af de tungere emner, nemlig at forebygge krænkelser og overgreb. 

Det ligger os alle –  frivillige og ansatte i KFUM-Spejderne -  stærkt på sinde at sikre, at børn og unge altid kan have tillid til os, og at forældrene er trygge ved at sende deres børn til spejder. Vi er en tillidsbaseret organisation, men vi er ikke og må aldrig blive blinde over for den risiko, at grænser overskrides. Samværsregler og børneattesten er nogle af værktøjerne til at skabe trygge rammer for spejderarbejdet. 

Fokus i temasiderne er på værdien i at lave samværsregler for børn og voksne i grupper, på spejdercentre og i uddannelsesforløb – og hvordan man kommer i gang med dialogen. I temasiderne kan du bl.a. læse: 

REGLER SKAL GIVE MENING - ELLERS BLIVER DE IKKE OVERHOLDT

Spejderlivet handler om menneskelige relationer og tillid til hinanden, men generalsekretær Thomas Kirkeskov ser gerne, at  vi er opmærksomme på, at det ikke udvikler sig til misforståede hensyn eller vi undgår ubehaget ved ømtålelige samtaleemner.

”Der skal være åbenhed, dialog og klare regler. Fordi krænkelser sker - også mere end hvad der lige kommer frem i lyset. Derfor er det vigtigt at sige til hinanden - og spejderne - hvad reglerne er i jeres gruppe, så alle kan være medspillere i at håndhæve dem” (Side 10-11).

VI SKAL IKKE TIE... MEN TALE DET IHJEL

Overgreb sker, og når de gør, så lander sagerne ofte på Flemming Didriksens bord. Han er efterforsker ved politiet - men også leder af en spejdergruppe. Hans erfaringer fra begge verdener kan hjælpe til finde balancen mellem kontrol og tillid – og tage hensyn til spejdervirket. (Side 12-13)

DET FRYGTEDE OPKALD

”På én måde har jeg haft lyst til, at ingen skulle vide det, så vi kunne glemme sagen og komme videre, og på den anden side har jeg haft lyst til at råbe det ud i hele verden. Når det kan ske nærmest for øjnene af mig og i vores gruppe, så kan det ske alle steder”.

En spejdergruppe havde en lederassistent, der begik overgreb mod flere børn. Få gruppelederens beretning om forløbet. Det kan være hård kost at læse, men forhåbentlig giver det en forståelse for, hvor vigtigt det er tale sammen – børn og voksne – om personlige grænser, og aftale fælles spilleregler for det nære samvær. (Side 16-18)

HAR I INDHENTET BØRNEATTEST?

Børneattester er en af flere måder til at sikre, at vi hos KFUM-Spejderne ikke har tidligere straffede personer i kontakt med vores spejdere.  Kend reglerne og få svar på spørgsmål som: Hvem skal der hentes attester for? Hvornår skal attesten hentes? Hvem skal indhente børneattesterne? Hvem gør hvad? (Side 18- 19)

HVIS ULYKKEN RAMMER - KRISEBEREDSKABET STÅR KLAR TIL AT HJÆLPE 

Hvis du som frivillig oplever et alvorligt uheld, en ulykke eller en anden situation, som kan opfattes som en krise, kan du kontakte en fra korpsets kriseberedskab. Læs mere om beredskabet (Side 22)

 

 

 

Bliv endnu klogere

Her på spejdernet.dk kan blive endnu klogere på temaet og læse om børneattest, regler og ansvar. Du kan hente værktøjer til forebyggelse, f.eks. guiden til at udarbejde samværsregler, samt links til mere generel viden om emnet:  

Tema: Forebyg overgreb

Ildhu 04 -2017 At være sammen

Ildhu_04_2017_forside.jpg

Temasider - Det trygge samvær i gruppen - pdf

ForsideTema_det_trygge_samvaer.jpg

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer