Foto: Jesper Toft
28-06-2016
August og september er for mange grupper højsæson for rekruttering. Men det kan sagtens foregå året rundt. Her er en stribe nye materialer til at hjælpe arbejdet med at blive flere godt i gang.

På landsmødet i maj måned blev deltagerne spurgt, om de havde mest brug for hjælp til at planlægge rekruttering af nye medlemmer eller materialer, de kunne dele ud til forskellige arrangementer. Mere end 95 procent af de adspurgte valgte mulighed nummer et. Derfor har konsulentteamet nu udarbejdet en guide til rekruttering, som kan downloades her.

Alle skal have mulighed for at blive spejder
”Målet med at få flere medlemmer handler ikke så meget om antallet i sig selv. Det handler om, at alle skal have mulighed for at blive en del af vores fællesskab. Derfor skal vi fortælle de gode historier, og vi skal være gode til at få nye til at føle sig velkomne hos os”, fortæller næstformand Morten Højbjerg Jacobsen, som sammen med en gruppe frivillige og ansatte arbejder med at skabe en strategi for rekruttering og fastholdelse for KFUM-Spejderne.

Et af de første tiltag er det nye materiale, som fremadrettet erstatter de tidligere rekrutteringsmaterialer hos 55Nord. Det betyder, at det kun vil være muligt at bestille det lysegrønne materiale med insekterne til de små børn og plakater til de lidt ældre børn, så længe lager haves. 

Rekruttering er en løbende opgave
I stedet for materialer til uddeling, får alle adgang til en ny guide til, hvordan man som spejdergruppe kan tænke i hele rekrutteringsprocessen – fra synlighed i bybilledet og på internettet, gennem de første møder og helt frem til de nye medlemmer er en integreret del af gruppen. Guiden kan downloades i menuen til højre sammen med en skabelon, som gør det nemt at planlægge gruppens egen rekrutteringsindsats.

”Målet med det nye materiale er at gøre det nemt for grupperne at se, hvordan forskellige elementer spiller sammen for at skabe en god rekruttering af nye spejdere. Det er ikke sikkert, at alle dele er nødvendige i hver enkelt gruppe, så man kan også downloade tomme skemaer, som kan udfyldes, så de passer til gruppens behov”.

Som et supplement til den nye guide er der også lavet en serie af postkort, som kan bestilles gratis hos 55Nord. Bagsiden af kortene er blanke, så gruppen selv kan udfylde den.