Foto: Ukendt
07-09-2017
K-patruljen er klar til at arbejde med K'et i KFUM-Spejderne. I weekenden kan du møde dem på Landstræf og give input til, hvordan K'et er vigtigt for dig.

Ny K-patrulje sætter K'et i fokus: Mød dem på Landstræf

KFUM-spejderne har nedsat en arbejdsgruppe, som skal være med til at overveje, hvordan vores K i KFUM-Spejderne kan omsættes til meningsfyldt praksis i spejderarbejdet. Vi er allerede godt i gang med at facilitere processen og debatten sammen med hovedbestyrelsen. Herfra håber vi, at den spreder sig til resten af korpset.

Derudover vil vi prøve at få overblikket over alle de tiltag, vi allerede har, som har fokus på tro og forkyndelse.

Vi drømmer om tro og forkyndelse, der giver mening for den enkelte spejder, og som er nemt at sætte i gang for lederne i den enkelte enhed.

K-forsamlingshus

Et af vores første større tiltag afvikles allerede i denne weekend på Landstræf, hvor der i K-forsamlingshuset hver time vil foregå et nyt programpunkt med fokus på vores K.

Her vil være alt fra Morten og Monopolet med K-dilemmaer og kreativt kors-værksted til foredrag og syng-sammen med en moderne salmedigter og stand-up med Jakob Svendsen, en kendt komiker og kristen.

Kontakt K-patruljen

K-patruljen består af Jarl Ørskov Christensen, Berit Berg, Merete Knude, Klaus Eisenhardt og Mette Lundegaard. Vi kan kontaktes på k-patruljen@kfumspejderne.dk.