Spejdere sidder med en computer i græsset
Computer i naturen
Johny Christensen
23-06-2015
KFUM-Spejderne skal have nyt medlemssystem, der skal udvikles i fællesskab med De grønne pigespejdere og Det Danske Spejderkorps

Nyt medlemssystem vedtaget

Samarbejdet er blevet døbt Spejdernes Medlemsservice. Spejdernes Medlemsservice skal udvikles af firmaet Stein & Gabelgaard, der består af to garvede IT-folk med rødder i Det Danske Spejderkorps.

Jonathan Stein og Hans Henrik Gabelgaard har over 15 års erfaring med ERP, CRM og andre administrative systemer, og så har de begge været involverede i den frivillige udvikling og support af Blåt Medlem, samt taget initiativ og været drivkraft bag systemet Gruppeweb, der tilbyder gratis hjemmesideløsninger til grupperne i Det Danske Spejderkorps.

”Vi har valgt en leverandør der kan udvikle et system til os, der først og fremmest er baseret på de behov, som vores grupper og distrikter har for at lette den administrative byrde. Således får vi udviklet et fremtidssikret system, der letter gruppernes arbejde med medlemsregistrering, samtidigt med at vi kommer til at tilbyde en vifte af funktionaliteter, der skal understøtte grupperne i at opkræve kontingent, spejdernes muligheder til at tilmelde sig ture og lejre, gruppernes behov for at monitorere medlemsudvikling og endelig gruppernes behov for at føre regnskab og kommunikere med deres medlemmer”, siger generalsekretær Thomas Kirkeskov.

Går igang i august
Udviklingen af det nye medlemssystem skydes i gang til august 2015, og både grupper såvel som distrikter inviteres herefter til at hjælpe til med at teste det nye system.

Udviklingen igangsættes efter en lang behovsafdækning i efteråret 2014 med åbne workshops og en spørgeskemaundersøgelse.

Det er planen, at det nye medlemssystem rulles ud i de involverede korps i etaper. Således tager De grønne pigespejdere første del af systemet i brug allerede i januar 2016, imens KFUM-spejderne tager et udvidet system i brug i efteråret 2016. Det Danske Spejderkorps’ grupper tager medlemssystemet i brug fra januar 2017.

Hvad kan det nye medlemssystem?

Spejdernes medlemsservice giver mulighed for såvel kontingenthåndtering, arrangement-tilmelding, intern kommunikation i gruppen via mail og SMS samt et brugervenligt regnskabssystem til gruppernes kasserer.

Har du spørgsmål til projektet er du velkommen til at kontakte administrationschef Jan Tolstrup på jantolstrup@kfumspejderne.dk

 

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer