Jørgen Nordstrøm modtog i 2017 en 75-årsstjerne af Peter Stubkjær fra KFUM-Spejdernes formandskab. Foto: privat
15-01-2020
Tidligere generalsekretær for KFUM-Spejderne Jørgen Nordstrøm er død, 91 år. Læs mere her.

Nekrolog: Tidligere generalsekretær Jørgen Nordstrøm er død

Sammendrag af mindeord fra tidligere præst i Islev Kirke Johannes Henning Jensen

Tidligere generalsekretær for KFUM-Spejderne fra 1985 til 1994 Jørgen Nordstrøm er død 2. juledag i sit hjem. Han blev 91 år.

Han var gennem en hel generation ansat hos KFUM-Spejderne som først korpssekretær og senere som generalsekretær. Også i sin 25 års lange pensionstid derefter var han medlem af spejderbevægelsen og blev for et par år siden hædret med KFUM-Spejdernes 75-årsstjerne.

Hans livslange engagement i spejderbevægelsen begyndte, da Jørgen Nordstrøm i 11-års alderen blev drengespejder i Nakskov. Det førte til Jørgens Nordstrøms personlige engagement i den kristne tro. Et livsindhold, som gjorde ham til en pligtopfyldende og viljestærkt personlighed med et optimistisk syn på tilværelsen og en åben medmenneskelighed overfor både meningsfæller og modstandere. Altid energisk og parat til en hurtig meningsudveksling.

Jørgen Nordstrøm blev som ung uddannet i læderhåndværket og handel og fungerede i salgsafdelingen, da han blev håndplukket til opgaven som korpssekretær for KFUM-Spejderne. I bogen En saga grøn - andet bind står der:

'Jørgen Nordstrøm blev som 11 årig spejder i Nakskov i Odderpatruljen. I 1949 kom han til København og blev leder i Islev Gruppe. Hans evne til at begejstre og skabe nyt blev hurtigt bemærket, idet Islev Gruppe i hans tid voksede fra 42 ulve og spejdere til en gruppe på 211 medlemmer bestående af 5 ulveflokke, 3 spejdertroppe og 1 seniorspejdertrop.

Jørgen blev opfordret til at blive korpssekretær; men inden da havde han været korpsinstruktør og været med til et ekspansionsfremstød "Stormen på København. Herefter sagde Jørgen ja til stillingen som korpssekretær for senere at afløse Elis Hansen, som forlader korpset i 1972, hvorefter Jørgen Nordstrøm reelt er generalsekretær, men dog først får titlen i 1985'. Citat fra 'En saga grøn - andet bind' af Allan Bäck og Robert Madsen.

Jørgen var ansat som korpssekretær fra 1. januar 1964 og stoppede som generalsekretær efter 30 ansatte år med afskedsreception 19. juni 1994.