Foto: Pernille Kruse Pedersen
12-09-2018
22 store og små var mødt op til Naturens Dag hos KFUM-Spejderne i Langø. Alle var stort set nye ansigter. Nu håber de at se nogle af dem til familiespejder sidst på måneden.

Naturens Dag: KFUM-Spejderne i Langø inviterede til snegleræs

Der skal ikke meget til. Et arrangement på facebook og omtale i lokalavisen. Det var opskriften for KFUM-Spejderne i Langø, som havde inviteret til snegleræs i bålhytten i forbindelse med Naturens Dag 2018.

22 store og små dukkede op på dagen og så frem til en formiddag i naturens tegn.

- Alle deltog med entusiasme i snegle-ræs, hvor de skulle finde snegle i hegn og krat for efterfølgende at holde ræs på en voksdug, siger Pernille Kruse Pedersen, som er gruppeleder i Langø Gruppe ved Nakskov.

- Derudover var vi på jagt efter smådyr, såsom regnorme, bænkebidere, tusindben, mariehøns, løbebiller og edderkopper. Vi kiggede på dem med forstørrelsesglas og læste om dem i små bøger.

Imens børnene var på jagt havde gruppens trofaste hjælper sørget for kakao over bålet i bålhytten, inden de sluttede af med naturbanko. Og at dagen havde været en succes, var der ingen tvivl om, hvis man skal man tro spørgsmålene fra de besøgene.

- Der blev spurgt ind til vores spejdergruppe og flere var interesserede i at komme til familiespejder i slutningen af måneden, siger Pernille Kruse Pedersen.

- Alt i alt en rigtig dejlig dag hvor kendte og nye ansigter fik gode naturoplevelser.

Har du også en god historie, du vil dele?

Vi elsker at dele historier fra grupper, distrikter og projekter ude i landet. Historier, som inspirerer andre til at prøve nye aktiviteter eller gøre tingene anderledes, end de plejer. På den måde bliver vi alle sammen bedre.

Har du en god historie, så send den endelig sammen med et billede til nyheder@kfumspejderne.dk.

Hvad er Naturens Dag?

Naturens Dag afholdes hvert år i september og er Danmarks Naturfredningsforenings og Friluftsrådets mærkedag for naturoplevelser. Formålet er at åbne naturen for børn og voksne. I år var temaet "bevægelse i naturen".

KFUM-Spejdernes grupper har mulighed for at deltage med arrangementer og få hjælp til markedsføringen af deres arrangementer gennem KFUM-Spejdernes medlemskab af Friluftsrådet.

Læs mere på Naturensdag.dk.