13-09-2018
Hvorfor ønsker en muslimsk børne- og ungdomsforening at blive associeret med KFUM-Spejderne i Danmark – og hvad vil det betyde for KFUM-Spejderne? Det kan du blive klogere på under landsmødet 2018, hvor Semerkand Ungdom deltager.

youtube video with id 4z_q39_j24Y

 

 

KFUM-Spejderne modtog i efteråret 2017 en henvendelse fra Semerkand Ungdom, som ønskede at blive et associeret spejderkorps til KFUM-Spejderne. Organisationen vil gerne udvikle sig til en spejderorganisation med udgangspunkt i sufisme, der er en spirituel fortolkning af Islam.

Siden har hovedbestyrelsen for KFUM-Spejderne i Danmark og Semerkand Ungdom mødtes for at lære hinanden bedre at kende. En gruppe af Semerkand ungdoms ledere var også med på Roland 1 for voksne i maj, hvor de deltog i aktiviteterne på linje med de øvrige deltagere.

Og med ’Lovforslag 7: Associering af Semerkand Ungdom’, anbefaler hovedbestyrelsen nu at landsmødet byder Semerkand Ungdom velkommen som associeret medlem af KFUM-Spejderne i Danmark.

Værdifællesskabet forbinder os

- Hvis ikke KFUM-Spejderne skulle hjælpe en muslimsk ungdomsforening med at blive spejdere, hvem skal så?

Sådan lyder det retoriske svar fra formand for KFUM-Spejderne, Morten Trampedach Junget, på spørgsmålet om, hvorfor en enig hovedbestyrelse anbefaler et ja, når landsmødeforsamlingen sidst i september skal stemme om en associering.

Det er værdifællesskabet om at tro på noget, som gør, at det er KFUM-Spejderne, Semerkand Ungdom søger om at blive tilknyttet, fortsætter han:

- Vi har selvfølgelig spurgt Semerkand Ungdom, hvorfor det netop er os og ikke f.eks. Det Danske Spejderkorps, som de ønsker at blive associeret med. Og her har svaret været: Fordi vi hos KFUM-Spejderne har et religiøst udgangspunkt. Vi anerkender i fællesskab, at religion har en betydning. Det skaber et langt stærkere fundament for samarbejdet, end hvis de skal retfærdiggøre et religiøst udgangspunkt.

Hvad betyder en associering?

Hvis Semerkand Ungdom bliver associeret med KFUM-Spejderne, skal hovedbestyrelsen ifølge vedtægterne udarbejde regler og fastsætte et administrationsvederlag for det associerede korps til dækning af de udgifter, associeringen måtte medføre for KFUM-Spejderne i Danmark.

Sidst landsmødet valgte at associere en spejderorganisation var i 1994, hvor Missionsforbundets Spejdere blev associeret. I 1986 blev også Metodistkirkens Spejdere i Danmark associeret med KFUM-Spejderne i Danmark. Så det er en helt særlig begivenhed at associere et andet spejderkorps.

For Semerkand Ungdom vil associeringen betyde, at de kan benytte KFUM-Spejdernes arbejdsprogram, kursustilbud og uniform. Samtidig bliver de igennem associeringen en del af The World Organization of the Scout Movement – og dermed spejdere.

Mød Semerkand Ungdom på Landsmødet 2018

Repræsentanter fra Semerkand Ungdom deltager på Landsmødet 2018 hele weekenden og vil meget gerne svare på eventuelle spørgsmål. Så tag fat i dem – de kan kendes på, at de går med grønne trøjer og et blåt/hvidt tørklæde – eller kom hen og mød dem ved deres stand. Den er markeret med en roll-up og vil blive placeret et centralt sted på Gram Slot.

SemerkandSpejderne.png

SEMERKAND UNGDOM

  • Foreningen blev etableret i 2008 og har 600 medlemmer fordelt i hele landet.
  • Enhver, der kan stå inde for foreningens formål, kan blive medlem for 100 kroner om året. 
  • Foreningen er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Baggrund i sufisme – ikke sofisme

Semerkand Ungdom beskriver selv på deres hjemmeside, at deres grundlag, baggrund og ideologi er dybt rodfæstet i Sufisme og dens idealer. Ikke at forveksle med sofisme, som har betydningen ”uholdbar argumentation”.

Sufisme er derimod – med Semerkands egne ord – ”en spirituel vej som sætter fred, kærlighed og sameksistens i centrum. Dette fordrer, at den enkelte bruger sig selv som redskab til at blive et tolerant, forstående og kærligt menneske”.

Kilde: www.semerkand.dk

 

Læs mere om Semerkand Ungdom på deres hjemmeside Her kan du også læse mere om sufisme.