Foto: Johny Kristensen
10-08-2016
Er det svært at få nye medlemmer i din gruppe? Baseret på en ny undersøgelse er her en vejledning til hvilket segment I bør fokusere på, så I bedst muligt får gjort spejdergruppen større.

Hjælp til rekruttering af børn og unge

Det kan være en besværlig og tidskrævende proces at få fat i nye medlemmer. Hvor skal man starte? Hvilken enhed skal man satse på, for at få det største udbytte?

En undersøgelse foretaget af Wilke for Spejderne viser, at det bedst kan betale sig, at fokusere på juniorer og troppen, de 11 til 13-årige. Dette skyldes, at denne aldersgruppe endnu ikke har specialiseret sine interesser og derfor er mere påvirkelig. De 14 til 16-årige er sværere at påvirke, da disse ofte allerede har en fritidsinteresse, der kræver meget af deres tid, og der er stort fokus på vennegruppens accept. Til sidst er der de 17 til 22-årige. Denne gruppe rummer et potentiale, da denne går op i sit CV og personlig udvikling inden for blandt andet lederskab.

Alder har betydning

Undersøgelsen peger på at, det er vigtigt, at vide hvilken aldersgruppe I vil have fat i, da kanalerne dertil og måden de påvirkes er forskellige.

11 til 13-årige: Bliver påvirket af forældre og venner samt skolen og klubben. Det er i denne aldersgruppe de primære markedsførings- og rekrutteringsaktiviteter bør ske. Denne gruppe bliver motiveret af udendørsaktiviteter, der er anderledes end det de oplever i skolen. Derudover motiverer et øget fællesskab. Derfor bør der være fokus på læring gennem leg og ikke aktiviteter, de kan opleve i skolen. Mød dem på skolen og i klubben, og præsenter dem for de mange ting de kan som spejdere.

14 til 16-årige: I denne aldersgruppe er der ofte et øget forbrug af sociale medier. De bliver påvirket i skolen og af venner. Denne gruppe er meget svær at påvirke og er dermed svær at få fat i. Holdningen til spejderuniformen er umiddelbart negativ, da den fremstår nørdet for dette segment. Rekrutteringsaktiviteterne bør her være minimale, da det kræver en for stor indsats.

17 til 22-årige: Bliver påvirket på uddannelsen, af venner og af de sociale medier. Denne aldersgruppe kan blive engageret i spejderarbejde, da denne ønsker at forbedre CV’et, øge det sociale ansvar og blive en bedre leder. Derfor bør spejder blive markedsført på, at skabe en bedre fremtid for individet – give gode værktøjer til arbejde senere hen og dermed blive mere attraktiv på arbejdsmarkedet. Ydermere kan det være en idé at brande din gruppe, på at være et godt sted at få et netværk. Dette vil være attraktivt, hvis den unge lige er flyttet til byen på grund af uddannelse eller arbejde. I dette segment må der gerne forekomme konkret lederundervisning og –uddannelse. Henvend jer til dem på deres uddannelsessted eller på de sociale medier, og vis hvilke gode muligheder, der er som spejder.

Mere information og konkrete aktiviteter

Læs mere om undersøgelsen i højre informationsboks. Hvis I mangler konkrete aktiviteter, kan du finde inspiration til højre eller aktivitetsdatabasen på spejdernet.dk – under Spejderliv.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af Wilke i marts 2016. Den er foretaget for at få en dybdegående forståelse af børn og unge i alderen 11-22 år. Der er fokus på behov, adfærd og holdning til spejderne.

Læs undersøgelsen her

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer