Foto: Nanna Sofie Lykke Hansen
15-05-2018
Spejdere i alle farver er inviteret med, når FDF og Spejderne i Aarhus Kommune inviterer til spejderløb, underholdning og overnatning i Tivoli Friheden i Aarhus. Sæt kryds i kalenderen 15. til 16. september.

Kom med FDF og Spejderne på løb i Tivoli Friheden

Kan spejdere løse koder, mens de suser af sted i rutchebaner? Ja, siger FDF og Spejderne i Aarhus Kommune, som igen i år arrangerer spejderløb i Tivoli Friheden i Aarhus.

Det sker i weekenden 15. til 16. september. Tilmeldingen åbner 1. juni - og der plejer at være rift om pladserne.

Weekenden handler om den gale videnskabsmand Erwin Reynolds, som har revet hul i virkeligheden, og nu er det op til spejderne og fdf'erne at redde verden. Det sker, når spejderne skal på dags- og natløb rundt i parken og løse udfordringer i forlystelserne.

Arrangementet er for FDF'ere og spejdere fra hele landet. Derfor er det også muligt at overnatte i Tivoli Friheden enten i telt eller indendørs i parkens store legeland. Der er sat 1.000 pladser til salg.

Du kan læse mere om arrangementet på https://fdfogspejderne.dk og finde flere informationer om tilmeldingen.