Foto: Celine Lilienhoff
14-02-2019
Inden længe kan lokale spejdergrupper lave klimaktiviteter med inspiration fra det østafrikanske land Uganda. I slutningen af januar besøgte to KFUM-Spejdere Uganda med projektet Håb til handling.

Klimaaktiviteter fra Uganda til din lokale spejdergruppe

To KFUM-Spejdere er netop hjemvendt fra deres tur til Uganda med projektet Håb til handling. Et projekt med fokus på klima og miljø, som tager udgangspunkt i FN’s Verdensmål 12 om ansvarligt forbrug og produktion og 13 om klimaindsats. I Uganda oplevede de et land præget af en enorm tørke samt vilde oversvømmelser ifølge af klimaforandringerne. De mødte børn og unge, der lærer at plante træer, lave vandingssystemer af genbrugsflasker og andre aktiviteter, som mindsker klimaforandringernes følger. Klimaforandringerne rammer forskelligt i Danmark og Uganda. På trods af at Uganda har udledt lidt CO2 i forhold til rige lande som f. eks Danmark, er det stadig her i de fattigste lande, især Afrika, at klimaforandringerne rammer hårdest. Spejderne oplevede at de børn og unge de mødte i Uganda handler af nød, fordi klimaforandringerne allerede nu påvirker deres hverdag i høj grad. 

I Uganda har klimapåvirkningerne forårsaget at der er meget tørke, hvilket bevirker at det er svært at få noget til at vokse. Andelen af træer er faldet markant.  I 1930 var 50% af landet dækket af grønne træer, i dag er det nede på kun 8%. I Ugandas nordlige by Soroti er et Youth Center samlingspunktet for de lokale unge, hvor de planter træer og bruger plastikflasker som vandingsanlæg til de nyplantede træer.

Derudover har Uganda mange miljøproblemer med plastikaffald der flyder i gaderne. Hos non-profit organisationen, Mercy Scouts i Mbale samler de skrald på det lokale marked, som de genbruger til armbånd, bordskånere og vandtanke. Mercy Scouts er en non-profit spejderorganisation, der arbejder dedikeret for børn, familier og lokalsamfund kan komme fattigdom og uretfærdighed til livs. Upcyclingen af affald til brugsting bliver en konkret måde at håndtere affalds- og plastikproblemerne samtidig med at tingene får nyt liv.

Aktiviteter fra Uganda til Danmark

Den gåpåmod og handlekraft spejderne mødte i Uganda har inspireret til konkrete aktiviteter til det kommende Håb til handlings aktivitetshæfte. I aktivitetshæftet vil aktiviteterne fra Uganda gå igen, man kan for eksempel lave armbånd og bordskånere ud af skrald ligesom hos Mercy Scouts i Mbale. Derudover byder hæftet også på andre aktiviteter, der kan gøres lokalt i Danmark, men som har effekt globalt.

Hæftet er i fuld udvikling, og udkommer i midten af maj sammen med et fedt mærke.

Hvad er Håb til handling?

Håb til handling er et partnerskabsprojekt mellem KFUM-Spejderne, Folkekirkens Nødhjælp og Grøn Kirke. Projektet er delt op i tre dele, der igennem aktiviteter, indsigt og debat skal skabe håb hos børn og unge, så de i fællesskab oplever at kunne gøre en konkret indsats for miljøet - lokalt og globalt. Håb til handling afholder Klimaevent i oktober og er nu i gang med at udarbejde aktivitetsmateriale til lokale spejdergrupper. Læs mere om Håb til handling her