Foto: Askov Højskole
23-02-2018
KFUM-Spejderne og tre foreninger har sammen med Askov Højskole udviklet en sommerhøjskole for unge, der vil træne kunsten at lede på frivillighedens og demokratiets præmisser. Læs om initiativet her.

KFUM-Spejderne udvikler unge ledelsestalenter på Askov Højskole

Patruljeledere. Unge i grupperådet. Frivillige i projekt- og styregrupper. Som KFUM-Spejder får man tidligt erfaring med ledelse af andre frivillige. Det samme er tilfældet i andre ungdomsorganisationer.

Derfor har KFUM-Spejderne sammen med Askov Højskole, Dansk Ungdoms Fællesråd, Ungdomsringen og Center for frivilligt socialt arbejde udviklet en sommerhøjskole, som skal dyrke og udvikle unges ledelsestalent.

Sommerhøjskolen er for unge, der engagerer sig aktivt i en forening, på en uddannelsesinstitution eller andre steder i samfundet - eller som har lyst til det. Her får mulighed for at træne kunsten i at sætte gang i aktiviteter og debatter sammen med andre unge.

I løbet af ugen får de unge mulighed for:

  • At lære og træne ledelse og organisering af mindre grupper og frivillige organisationer
  • At undersøge dine egne dilemmaer og erfaringer i forbindelse med at lede og organisere – i dialog med andre deltagere og med sparring fra undervisere med erfaringer fra frivillige organisationer
  • At diskutere de frivillige foreningers betydning for demokratiet og samfundet
  • At møde spændende mennesker fra alle mulige dele af den frivillige verden

Sommerhøjskolen foregår på Askov Højskole i sommerferien fra den 8. til 14. juli 2018. Læs mere om sommerhøjskolen her.