Foto: Lisbeth Birkelund Simonsen
27-11-2019
I 2020 sætter Danmarks Radio fokus på ”Vores natur”, mens DR Ramasjang vil "redde fuglene". KFUM-Spejderne og dig skal være med til begge dele. Læs mere her.

KFUM-Spejderne redder fuglene og skaber vild bynatur i 2020

Af Morten Grouleff, projektleder hos KFUM-Spejderne

I 2019 havde DR Ramasjang fokus på at redde havets dyr. I 2020 har de fokus på at redde fuglene.

Derfor har DR Ramasjang henvendt sig til KFUM-Spejderne for at høre, om vi vil være med til at producere og opsætte fuglekasser.

Projektet er en helt unik mulighed for at skabe en masse synlighed lokalt og samtidig være med til hjælpe fuglene, der hvor spejdergrupperne er.

I en række udsendelser på DR Ramasjang i uge 15-20 vil de kendte værter besøge steder i Danmark, hvor der vil blive produceret fuglekasser.

Grupper er med til at redde fuglene

For spejdere der selv bygger fuglekasser vil der blive lanceret en hjemmeside, hvor man kan markere, hvor man har sat sine fuglekasser op lokalt.

Derudover vil Styregruppen for arbejdsprogram og event udarbejde ideer til enhedsmøder, der handler om projektet.

I løbet af forår og efterår vil DR sammen med forskellige organisationer og lokal foreninger afholde ”Red fuglene” events i hele Danmark. Sæt allerede nu et par enhedsmøder af, hvor jeres spejdere arbejder med at redde fuglene.

Vores natur 2020

Næste år sætter DR fokus på naturen. Det sker gennem TV-programmer, i radioen, på nettet og gennem undervisningsmaterialer til skoler.

På DR1 kommer der en række naturudsendelser i foråret, og i efteråret vil Bonderøven være i Hjørring, som har særlig fokus biodiversitet.

KFUM-Spejderne er sammen med en lang række andre organisationer med til at aktivere og involvere danskerne i projektet og gøre det helt konkret, der hvor danskerne er.

Med penge fra nogle af de store danske fonde er der henover 2019 udviklet fire store projekter.

  • Vild mad
  • Nat i naturen
  • Naturstafetten
  • Vild bynatur

I alle projekterne er der mulighed for gode spejderaktiviteter. Vild mad vil arrangere events, hvor man lærer at lave mad af det, der vokser lige, der hvor man bor.

Nat i naturen vil tilbyde en lang række oplever i naturen om natten. Alt lige fra at overnatte i bivuak over refleksion til ”lyt til naturen”.

Naturstafetten tager rundt til alle nationalparkerne med events, ture og oplevelser.

KFUM-Spejderne skaber vild bynatur

KFUM-Spejderne er sammen med organisationerne Praktisk Økologi, Dyrenes Beskyttelse og DOF med i projektet med at skabe ”Vild bynatur”.

I projektet skal der uddannes ”vild naturguider”. Det kan være spejderledere, der har lyst til at tage andre fra lokalområdet ud på en tur i naturen, der hvor man bor.

KFUM-Spejderne skal udarbejde aktiviteter for børn, unge og voksne, så man selv kan lave ”vild bynatur”, der hvor man bor. Det kan eksempelvis være ved spejderhytten.

Vær med i projektet

Til spejdere og FDF’ere kommer der også et mærke til uniformen. KFUM-Spejderne står også for at fremstille en række små videoer om vild bynatur. Lige nu søger vi en studentermedhjælper, som har lyst til at bidrage til løsningen af videodelen af projektet. Læs mere om stillingen her.

Som det fremgår bliver der en række muligheder for spejdere til at være med til at sætte fokus på vores natur.

Følg med på spejdernet.dk, i nyhedsbrevet og på KFUM-Spejdernes facebook, hvor vi løbende vil fortælle hvilke muligheder der er for at være med.