Foto: Amalie Kusk Kreutzmann
28-08-2019
Selvom KFUM-Spejderne i Tappernøje netop har afsluttet en omgang af Hele Danmarks Familieklub, er de allerede i fuld gang med endnu en klub. Læs mere her.

KFUM-Spejderne i Tappernøje starter familieklub - igen

Af Amalie Kusk Kreutzmann, projektmedarbejder Hele Danmarks Familieklub

En varm fredag i august mødtes frivillige og et par familier ved Spejderhytten i Tappernøje. Flaget blev hejst til sang, og bålet blev tændt.

Rundt om et bord sad forældre og børn og skrællede grøntsager i fællesskab og skar dem ud i stænger. Nogle af dem bar den grønne uniform, og andre gjorde ikke. Det er nemlig meningen med en familieklub - at spejdergruppen rækker ud og skaber et hyggeligt og hjertevarmt rum, hvor familier kan mødes på kryds og tværs, og hvor forældre og børn kan skabe nye venskaber.

Mens mørbradgryden blev lavet over bål, rendte børnene rundt og fangede insekter. Bevæbnet med net og små glas vendte børnene fliser og sten, rystede blade og kiggede i græsset for at finde de underligste insekter, og de hyggede sig.

Det er det, Hele Danmarks Familieklub vil. Projektet vil skabe gode oplevelser, fællesskaber for alle typer familier og et hyggeligt pusterum væk fra hverdagens hast og jag. Og alle må være med, fordi vi er #bedresammen. 

Kunne du være interesseret i at vide mere om Hele Danmarks Familieklub, eller kender du nogen, som kunne være interesseret, så kan I kontakte projektmedarbejder Amalie Kusk Kreutzmann på tlf. 20 55 11 83 eller mail på amalie.kreutzmann@kfumspejderne.dk.

Du kan også læse mere på spejdernet.dk/familieklub eller www.heledanmarksfamilieklub.dk/