Foto: Adam Garff
10-02-2019
KFUM-Spejderne er en kristen organisation, som vil præsentere sine medlemmer for evangeliet. Og det vil vi gøre gennem varierende former for forkyndelse og kristendomsundervisning. Sådan står der i vedtægterne, men hvordan gør vi i praksis?

Kan man forkynde uden ord?

Af Marie Østerholt, medlem af styregruppen for tro og forkyndelse

I tirsdags begyndte vi at tage mærket Dyrenes Beskytter i min ulveflok. Børnene tog som altid godt imod beskeden om, at de skulle tage et nyt mærke, og der var generelt begejstring over at skulle lave noget med dyr.

Til spejder snakkede vi om, hvad vi skal gøre for om et par måneder at have gjort os fortjent til at bære mærket på uniformen. Ulvene var gode til at byde ind med ideer til, hvordan de gennem en periode kunne tage ansvar for at passe på nogle dyr.

Alt i alt tegner det til at blive et rigtig godt forløb med det nye mærke.

I ledergruppens planlægning af det nye mærke faldt snakken på, om målsætningen om ansvar for dyrelivet kan kobles med det gammeltestamentlige budskab i skabelsesberetningen og menneskets rolle i forhold til dyr og planter.

I første Mosebog står der:

”Gud sagde: Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden”.

En passage, der opstiller et hierarki i skaberværket, hvor mennesket er sat på jorden med et særligt ansvar over for dyrelivet ved det at være skabt i Guds billede.

Linket mellem Dyrenes Beskytter og skabelsesberetningen synes umiddelbart oplagt, men præsentationen af mærket for ulvene er en helt anden sag. Det synes enkelt at sige til ulvene:

”Med det her mærke skal vi i en periode tage ansvar for forskellige grupper af dyr, og det er jo fordi, at Gud har skabt os med det særlige ansvar”.

Men i selve situationen, hvor man står foran ulvene og ved, at nogle af dem ikke er døbt, og det er desuden bestemt ikke sådanne argumenter, de er vant til at høre. Der virker det ekstremt grænseoverskridende.

Så kunne jeg i stedet sige, at ”jeg tror på, at Gud skabte mennesket i sit billede til at vogte over dyrene”. Men de fleste ulve vil alligevel tage det for gode varer, fordi deres leder siger det. Det er umuligt at komme med sådan en ytring uden at påvirke andre.

En indgang til folkekirken

Inden for de kirkelige børne- og ungeorganisationer er det almindeligt at tale om KFUM-Spejdernes arbejdsform i forhold til forkyndelse som at ”vi gør kristendommen”. Ved at sætte fokus på at udleve, hvad vi tolker som kristendommens værdier.

Vi lærer børnene at være gode ved hinanden og at passe godt på naturen. Men er det ikke tom snak, hvis vi ikke kan begrunde hvorfor og henvise til en tolkning af et skriftsted?

Nogle vil mene, at man sagtens kan forkynde uden ord, men hvad skal man basere sin tro på, hvis man ikke ved noget om kristendommen?

KFUM-Spejderne er en kirkelig organisation med et klart budskab. Når forældre melder deres børn ind hos os, er det vores opgave at forkynde og undervise i kristendom. Og det er ikke alene gjort med at passe på dyrene, vi er nødt til også at fortælle spejderne, hvorfor vi skal værne om dyrene.

KFUM-Spejderne er en indgang til folkekirken. Vores medlemmer skal have gode oplevelser med kirken og kristendommen for derigennem at lære folkekirken at kende.

Vi er en del af sognets børne/ungearbejde. Mange spejdergrupper og FDF-kredse figurerer på den lokale kirkes hjemmesider som et tilbud til børn. Men det forpligter at have den placering, det bør nemlig afspejle sig i vores ledergerning i praksis.

Når jeg i tirsdags havde svært ved at begrunde formålet med det nye mærke, nemlig at det er vores kristne forpligtelse at vogte over dyrene, så skyldes det, at jeg selv er et produkt af KFUM-Spejderne.

I min barndoms spejdergruppe deltog vi en gang imellem i en gudstjeneste, og vi gik luciaoptog på plejehjemmet som en del af præstenandagt, men vi talte aldrig om tro eller drøftede biblens budskaber.

Jeg håber med mit engagement i Styregruppen for Tro og Forkyndelse at kunne hjælpe kommende generationer af spejderledere til at være trygge ved at tale om kristendommen. Særligt for de ældste spejdere, hvor der bliver stillet spørgsmål til universet og til liv og død, bør vi tale med.

De unge spejdere får måske lejlighed til at samtale med deres præst i forbindelse med konfirmation, men det er kun et lille års tid. Vi har trods alt som regel børnene hver uge gennem flere år. Det forpligter.