Foto: Kirstine Mose Schade
16-01-2020
Er du den skarpeste spejderdolk i bæltet – og klar til at gøre KFUM-Spejderne endnu skarpere på organisation og ledelse? Styregruppen for Organisation og Ledelse søger folk. Læs mere her.

Kan du gøre KFUM-Spejderne skarpere på organisation og ledelse?

Er du den skarpeste spejderdolk i bæltet – og klar til at gøre KFUM-Spejderne endnu skarpere på organisation og ledelse?

Hvis du samtidig ligger søvnløs i soveposen og tumler med spørgsmål som: ”Hvor stor effekt vil en ændring af enhedsstrukturen have på medlemstallet?” eller ”Hvordan kan vi få gruppernes ledere til at samskabe en bæredygtig medlemsfremgang?”, så er her en sjældent-udbudt-liebhaver-lejlighed-med-havudsigt-mulighed for at blive en del af Styregruppen for Organisation og Ledelse.

Vi er en gruppe på fem talende, tænkende, reflekterende og diskuterende personer, der udmærket godt ved, at handling slår det meste – og derfor er vi optaget af, hvordan vi kan skabe rum for nye handlinger og resultater i vores grupper og distrikter.

Vi ved, at kun laboratorierotter kan forvente at få de samme resultater ved at gentage de samme handlinger. Vi ved også, at bare fordi noget virkede i går, så virker det ikke på samme måde i dag. Og slet ikke i morgen! Forandring er både et rammevilkår og en forudsætning for det gode spejderarbejde.

Det er ikke nogen fordel, at du har masser af erfaring med spejderarbejde på korpsplan. Men det er en fordel, at du både har mod på og viden om at arbejde på et strategisk niveau med organisationsudvikling og ledelse. Det vil afgjort også tale til din fordel, hvis du ved, hvornår det er tid til en passende forstyrrelse – og hvornår forstyrrelsen er mere nødvendig end passende.

Du har naturligvis samtidig et skarpt blik for forskellen på det, der er teoretisk rigtigt – og det, der kan fungere i virkeligheden. Og du forstår vigtigheden af at omsætte teori til handling – og handling til koncepter.

Og så skal du naturligvis være indstillet på at bruge 3-5 weekender om året på face-to face styregruppemøde (som regel på Houens Odde) og derudover ca. 1 møde om måneden, hvor vi mødes online. Alt sammen naturligvis helt frivilligt og ulønnet.

Hvis du gerne vil endnu mere om, hvad vi arbejder med, kan du ringe eller skrive til Jørgen Aaskov på 29245336 eller joergenaaskov@kfumspejderne.dk.