Foto: Johny Kristensen
03-12-2019
Årets sidste korpsudsendelse til alle grupper, udsendes fra og med 7. december. Hvis du er leder, er Ildhu også netop landet i din postkasse.

Ildhu, Grazat og korpsudsendelsen for 4. kvartal på vej til grupper og ledere

Med titlen ’Fra alle os til alle jer’ lander der i disse dage et Ildhu i alle lederes postkasser. Årets sidste udgave af ledermagasinet Ildhu har ekstra mange gode historier fra spejdere, ligesom redaktionen takker for de mange gode input, de har modtaget i løbet af 2019. Ellers bærer magasinet præg af den forestående højtid og nytåret, så der er både ideer til en grøn juletur, bæredygtige nytårsforsætter og genfortolkning af juleevangeliet i indholdsoversigten.

Er bladet ikke landet i din postkasse, kan det også læses her

Plakater, invitation og aktivitetskatalog

Korpsudsendelsen indeholder denne gang flere plakater, bl.a. fra DM i spejder og så er uddannelsesplakaten for forårets kurser også klar. Husk at hænge plakaterne op, så datoer og information når ud til alle jeres spejdere.

Til de yngre spejdere er der en invitation til bæver/ulve-træf i pinsen 2020 på Terp Spejdercenter, hvor spejderne kan blive en del af den dramatiske fortælling om professor Jim og de 7 magiske sten. Derudover er også den første information om Folkekirkens Nødhjælps indsamling den 8. marts 2020 med i korpsudsendelsen sammen med et aktivitets-katalog, der kan bruges som optakt til indsamlingen.

Strategikort ser frem mod Landstræf 2020

Fjerde og sidste strategipostkort fra hovedbestyrelsen er selvfølgelig også med i årets sidste korpsudsendelse. Postkortene er en samtalestarter, der kan bruges på ledermødet eller sammen med gruppebestyrelsen til at snakke om, hvordan gruppen kan arbejde med spejdergruppen som lokalt kraftcenter. Denne gang stiller postkortet spørgsmålet: Hvilken historie drømmer I om at kunne fortælle om jeres spejdergruppe på Landsmødet 2020?

Hvis svaret på det spørgsmål er ”glade ledere, der bliver i lang tid”, så er der hjælp at hente i materialet "Vores Trivsel" fra projektet Det Bedste Sted, der også følger med korpsudsendelsen denne gang.

Grazat undersøger kontinenterne

Børnebladet Grazat har denne gang temaet 'verdens kontinenter'. Så her kan ulve og bævere læse sig klogere på klima og dyr på de forskellige kontienter. Udover at bladet sendes til uddeling blandt ulve og bævere, kan det læses her

Næste korpsudsendelse med Grazat udsendes i slutningen af februar 2020. 

Hvad er korpsudsendelsen?

Fire gange om året modtager gruppen korpsudsendelsen. Korpsudsendelsen er en postpakke, som indeholder børnebladet Grazat, uddannelsesplakater, nye aktivitetsmaterialer m.v.

Alle grupper, distrikter, projekter og centre kan få materiale sendt med ud til grupperne gratis via korpsudsendelsen. Der bliver udsendt i alt udsendt 640 pakker i korpsudsendelsen.

 

Læs mere om korpsudsendelsen på spejdernet.dk her