08-06-2018
Færdighedsmærkerne har længe været opdateret med nyt design og nye beskrivelser, og nu er bogen med alle mærkerne landet hos 55nord. Læs mere om den her.

Håndbog med alle færdighedsmærkerne er klar til det nye spejderår

Som supplement til Paletten Håndbogen er det nu muligt at købe Færdighedsmærker - Håndbogen. Bogen indeholder alle færdighedsmærker med opdateret design og beskrivelse. Mærkerne er inddelt efter enheder, så det er nemt at få et overblik over mærkerne til netop sin enhed.

Derudover indeholder bogen inspiration til halvårsprogrammer, hvor der vises, hvordan man kan bruge Palettens mærker og færdighedsmærker som supplement til hinanden i løbet af et halvår til de ugentlige spejdermøder og på weekendture.

Kombinér færdighedsmærker med Palettens mærker

Palettens mærker fokuserer på kompetencer og færdighedsmærker fokuserer på færdighed, derfor er det oplagt at lade disse mærker spille sammen, når der planlægges halvårsprogrammer eller andre spejderforløb.

Som eksempel tager vi udgangspunkt i Ulvemærket “På opdagelse”. Her er der et hav af muligheder for at lægge færdighedsmærker ind under et Palettenmærkeforløb. “På opdagelse” handler om, at Ulvene skal gøres klar til at tage på eventyr, og man kan slutte mærkeforløbet med at tage en tur på opdagelse. I forbindelse med forberedelserne, og turen er der masser af muligheder for at tage færdighedsmærker.

  • Når I skal på opdagelse, er det en god idé at have en kniv med, og til det skal I selvfølgelig have Knivbeviset, for at I må bruge kniven.
  • Når I skal på opdagelse, er det godt at kunne finde vej, og det lærer I, når I tager mærket Stifinder.
  • Når I skal på opdagelse, er det en god ide at kunne noget førstehjælp, derfor kan I tage Sygeplejerske.
  • Når I skal på opdagelse, er det en god ide at kunne pionere lidt, så I kan bygge noget at bo i eller spise ved. Her kan I tage mærket Pioner.
  • Hvis I skal bygge noget at bo i, kan det også være, I skal tage Hulebygger.
  • Eventyret I kan tage ud på kan indbefatte en vandretur på 10 eller 20 km, så kan ulvene få et vandreskjold.

Som du kan se, er der et hav af muligheder for at kombinere færdighedsmærker med Palettens mærker. Det handler blot om at se de muligheder begge typer mærker giver. Det er på ingen måde tiltænkt, at man skal gøre det så omfattende, som beskrevet her. Der er blot nævnt en masse muligheder for at inspirere.