Foto: Rosenvænget Gruppe
05-06-2019
I vores løbeklub i Rosenvænget Gruppe blomstrer relationer og engagement. Lokale idéer springer ud af fællesskabsfølelser og samarbejde, når forældre knytter bånd via fællesløb.

Forældrene løber tur, når ungerne er til spejder

Under planlægningen af årets aktiviteter talte vi i ledergruppen om, hvordan vi kunne skabe et fundament for en stærk forældreinvolvering.

Grund-idéen var, at give forældrene en lille bonus ved medlemskabet i form af et frivilligt motions samvær, når ungerne er til spejder. Måske ville forældrene være interesseret i løbetræning og 1,5 times motion hver tirsdag – helt gratis, i selskab med jævnaldrende og ligesindede. Løbeklubbens mål blev at styrke flere elementer i familiernes liv:

  1. Skemalagt motion til forældre

  2. Skabe motionsforbilleder (forældrene) for spejderne

  3. Danne grobund for lokalt netværk blandt forældrene

  4. Styrke båndet mellem forældre og spejdergruppen

Efter sommerferien præsenterede vi idéen om en løbeklub for forældrene, og den blev godt modtaget. Ca. 80 procent af forældrene ville benytte sig af muligheden for at løbe en tur, når ungerne var til spejder.

Løbeturen i praksis – opvarmning er obligatorisk

Løbeklubben sender en SMS til forældrene om, at der er ”spejderløb” for forældrene.

Hver tirsdag mødes vi foran spejderhytten. Inden vi løber, varmer vi grundigt op. Hele kroppen svinges igennem til vi bliver let forpustet af de sidste 10 englehop. Det er lidt uvant at varme op sammen, men samtidig med at barriererne nedbrydes, styrkes den personlige relation.

Løb, leg og latter

Det første korte løb er hen til en legeplads, hvor vi gennemfører en improviseret agilitybane. Efter legepladsens strabadser er vi rystet endnu mere sammen, og vi løber som flok et par kilometer til en offentlig træningsplads.

Vælg de sjove øvelser

På træningspladsen er kvaliteten i øvelsen vigtig, ikke antal, for dét er individuelt. Blandt favoritterne er englehop, wall-sit, planke. Brug de øvelser I synes er sjovest.

Når vi er nået halvvejs stopper vi altid ved den samme skulptur og tager et gruppe-selfie for lige at dokumentere, hvem der var ude at løbe. Derefter når vi sjældent det sidste træningspas, da spejderne allerede skal hentes.

Udstrækning giver nul ømhed dagen efter

Efter løbet strækker vi grundigt ud. Hvis du strækker grundigt ud i 5 minutter, har du ingen muskelømhed dagen efter og kan allerede løbe næste gang ungerne igen er til fritidsaktiviteter.

Et godt forbillede for spejderne

Som forældre er vi et forbillede for vores børn og hvorfor ikke lære dem sunde vaner ved at vise vejen.

Alle ved at motion er sundt, men folkesundheden falder, fordi vi spiser og drikker sødt og forholder os passive i fritiden. Alt det ser vores bøn og kopierer, med det resultat at de starter en usund livsstil, endnu tidligere end os.

”Det var dig der begyndte, men mig som slutter lortet”, synger Anders Matthesen i tegnefilmen Ternet Ninja, og sådan er det også hos forældrene i løbeklubben. Vi tager løbeturen og får så meget mere igen, i form af positivt samvær, lokalt netværk, velvære, sunde vaner og lidt ekstra selvglæde.

 

Artiklen har været bragt i ildhu #2, 2019


Guide for begyndere

Før vi startede løbeklubben kontaktede vi Hans Søndergaard, som tilfældigvis er i forældregruppens netværk. Han er godt nok ekspert i eliteidræt, men han ville gerne hjælpe os spejdere med følgende gode råd:

1. Anskaf et par løbesko, som sidder godt på dine fødder.

2. Vælg i begyndelsen en kort rute.

3. Lav gerne en aftale med andre om at løbe sammen, det forpligter på den gode måde.

4. Løb i svedtransporterende let tøj som inderste lag dvs. kunststof - ikke bomuld.

5. Lav en klar målsætning, ud fra din form og dine muligheder og skriv den ned.

6. Prioriter din løbetræning. Sæt 2 til 3 faste dage ind i kalenderen hver uge.

7. Er du helst fri for faste programmer, så sæt tid og hastighed gradvist op

8. Er du helt ude af form, så begynd med et mix af gang og løb de første uger.

9. Er du øm, når du står op, og er ømheden ikke væk efter ca. 1. time, så spring træningen over, eller træn ganske let.

10. Kom ud af døren og løb nogle minutter før du beslutter, om du er for træt til at løbe. Det er du næsten aldrig.