Foto: Pernille Bille Tvedt
07-03-2018
Er du spejder, kan du lide eventyr og vil du med til Rwanda for at fortælle historier om børn med handicap og Spejderhjælpens projekt? Så er du måske Spejderhjælpens nye spejderreporter.

Spejderhjælpen søger netop nu en ung spejder fra de fire spejderkorps – Det Danske Spejderkorps, Danske Baptisters Spejderkorps, De grønne pigespejdere og KFUM-Spejderne – til at deltage på en rejse til Rwanda og efterfølgende lave forskellige former for kommunikation.

Har du lyst til at lære mere om udviklingsarbejde, Rwanda og kommunikation, så bliv Spejderreporter for Spejderhjælpen.

Du:

  • er mellem 16 og 19 år
  • har minimum to års spejdererfaring
  • har lyst til og flair for at lave formidling (fx tage fotos, video, holde oplæg, sociale medier)
  • er eventyrlysten og nysgerrig på andre kulturer
  • kan deltage på en forberedelsesweekend i København i april (den 20.-22. april)
  • har mulighed for at tage fri fra skole/job den 5.-13. maj 2018

Spejderhjælpen arrangerer rejsen, og dit eget korps betaler udgifterne., undtagen lommepenge, vaccinationer og malariapiller, som du selv skal sørge for. På turen deltager to rejseledere fra Spejderhjælpen og en repræsentant fra Danske Handicaporganisationer. 

Forud for rejsen vil der være en forberedelsesweekend, hvor du vil lære om Rwanda, Spejderhjælpens projekt og om kommunikation. Det er altså ikke vigtigt, at du ved noget om nogen af delene i forvejen, men du skal ville lære, øve dig og afprøve det i Rwanda.

Efter rejsen forpligter du dig til at:

  • holde foredrag for spejdergrupper i dit lokalområde i august og september i år
  • skrive artikler til dit spejderkorps blade
  • bidrage med indhold til Spejderhjælpens Facebook-side
  • bidrage med indhold til dit spejderkorps’ sociale medier
  • deltage i en arbejdsgruppe efterfølgende, der udvikler materialer for Spejderhjælpen

Hvis alt dette lyder som noget for dig, så send senest den 25. marts:

  1. En skriftlig ansøgning (max. 1 side), hvor du fortæller lidt om dig selv, og hvad du kan bidrage med på rejsen og i det efterfølgende arbejde.
  2. En video (max 45 sek.), hvor du kort fortæller, hvorfor netop du skal med til Rwanda.
  3. En kort skriftlig anbefaling fra din enhedsleder.

Send det til info@spejderhjaelpen.dk Har du spørgsmål, kan de også sendes hertil.

Læs mere om Spejderhjælpen og projektet i Rwanda på www.spejderhjaelpen.dk/rwanda