Foto: Mads Arnoldsen
14-02-2018
Kunne du tænke dig at arbejde med fælles spejderarbejde i Norden? Så har du muligheden for at komme med på Nordisk Spejderkonference som ungdomsdelegeret

Bliv ungdomsdelegeret på Nordisk Spejderkonference

Af Andreas Bastrup Larsen

Fra 10. til 13. maj mødes repræsentanter fra spejderkorps i de nordiske lande til Nordisk Spejderkonference i Danmark. KFUM-Spejderne skal med, og giver derfor en spejder under 25 år mulighed for at komme med som ungdomsdelegeret.

Reach Out

Konferencens tema er "Reach Out", og konferencen handler om sparring og inspiration på tværs af lande og korps i Norden. Programmet indeholder en masse workshops fordelt på tre forskellige typer: Temaworkshops, sparrings- og inspirationsworkshops og workshops om aktiviteter i Norden.

Temaet bliver fortolket af planlægningsgruppen, og alle de deltagende lande byder ind med workshops, som de gerne vil dele. Du vil have flere muligheder at vælge mellem, så der er god mulighed for at lære noget nyt og spændende. Mulige workshops kunne være:

  • Unges deltagelse
  • Undervisningsmetoder
  • Demokratisk engagement
  • Programstof
  • Ligestilling mellem køn
  • Spejder som en fredsbevægelse
  • Strategi
  • Flygtninge og etniske minoriteter
  • Miljø

Ud over de forskellige workshops vil programmet indeholde forskellige sociale aktiviteter, hvor du får mulighed for at møde andre spejdere fra ind- og udland.

Hvem kan søge?

For at kunne søge skal du være mellem 16 og 25 år, og du skal have mulighed for at deltage på hele konferencen.

Det er ikke et krav, at du allerede laver korpsarbejde. Faktisk er det helt okay, hvis Nordisk Spejderkonference er det første store event, du deltager i. Har du efter konferencen lyst til at prøve kræfter med korpsarbejdet, er det en fordel, men det er ikke et krav, at du allerede ved, hvad du vil arbejde med.

Formålet med konferencen er at give dig en masse inspiration.

Ansøgning

Send din ansøgning som word eller pdf-format til KFUM-Spejdernes Internationale Arbejdsgruppe på intag@kfumspejderne.dk.

I din ansøgning skal du skrive:

  • Dit navn, alder, fødselsdag og kontaktinformation
  • Hvilket spejderarbejde du laver på nuværende tidspunkt og gerne lidt om, hvad du tidligere har lavet. Har du tidligere international spejdererfaring eller politisk erfaring vil vi også godt vide det, men det er ikke et krav for deltagelse
  • En kort beskrivelse af hvad du laver, når du ikke er spejder.
  • Hvorfor vi skal vælge lige netop dig som ungdomsdelegeret på Nordisk Spejderkonference

Mærk ansøgningen Ungdomsdelegeret til Nordisk Spejderkonference og send den til intag@kfumspejderne.dk senest søndag d. 25. februar.