Foto: KFUM-Spejderne i Danmark
08-11-2017
Leder du efter en julegave til lederne i gruppen? Eller vil du bare forkæle dig selv med lidt god læsning i juledagene? Vi har samlet tre gode grunde til, at Paletten Håndbogen er den perfekte julegave til lederen.

3 grunde til, at Paletten Håndbogen er den perfekte julegave til ledere

Paletten Håndbogen blev udgivet på Landstræf i efteråret og siden er det gået hurtigt med at få den ud at leve i grupperne. Men måske har du endnu ikke fået fingrene i den. Derfor er her tre grunde til, at den er den perfekte julegave - måske er det en julegave fra gruppen til dig eller også er her en undskyldning for at forkæle dig selv.

Eksempler på aktiviteter

Forestil dig, at I hos juniorerne gerne vil tage mærket Tidspilot. Du ved - eller har læst dig til - at mærket handler om, at spejderne skal kunne udtrykke abstrakte ting - som eksempelvis tiden - gennem fx billeder eller teater, men du mangler eksempler på aktiviter.

Du slår da bare op på side 161. Bang. Så har du aktivitetsforslag lige ved hånden, og selvfølgelig finder du også en mærkeoversigt, så du nemt kan se, hvad I skal i gang med næste gang.

Det perfekte opslagsværk

Håndbogen kan læses fra ende til anden eller bruges som et smart opslagsværk, hvor du nemt kan slå et mærke op eller finde forskellen på udviklingsområder og kompetencezoner.

Du kan også blive klogere på, hvordan Paletten og arbejdsprogrammet er bygget op. Det kan være nyttigt, når du skal lære det at kende eller bruge det som udgangspunkt for dine spejdermøder. I hvert fald er det ikke for meget sagt, at Paletten Håndbogen er en rar hjælp at have, når du og de andre ledere skal lægge halvårsprogram.

Den er nem at pakke ind

Ja, det betyder faktisk noget. Udover at samle alt hvad vi ved om Paletten og mere til, så vil du sætte pris, at den er nem at pakke ind. Alle, der har prøvet at pakke en fodbold ind, drømmer om firkantede pakker. Og det er Paletten Håndbogen. Kvadratisk, praktisk og god, om du vil - og så passer den lige under de fleste juletræer.

Du kan købe Paletten Håndbogen hos 55°NORD for 198 kroner. Du kan også købe den hos 55 Nord, når de besøger landet med deres butikstrailer. Se turplanen her.

Læs indholdsfortegnelsen

Du kan se indholdsfortegnelsen her