FAQ - Hvad er værd at vide?

Hvad er en familieklub?

En Familieklub er et aktivitets- og måltidsfællesskab for cirka 9 familier med forskellig baggrund.

  • 5-6 familier som på forskellig vis bærer sårbarhed med sig

  • 2-3 ressourcestærke familier

Familieklubben drives af frivillige lokale kræfter, der planlægger og faciliterer familieklubbens mødegange. Alle klubber modtager et koncept- og aktivitetsmateriale som kan bruges ude i klubberne.

Hvad er tidsrammen?

En familieklub strækker sig over 6 måneder med 2-4 møder om måneden. Den enkelte klub fastsætter, hvor mange møder (minimum 2) og datoerne for, hvornår møderne ligger.

Ønsket er, at familieklubberne skaber et trygt og givende et fællesskab, hvor familierne har lyst til at fortsætte udover de 6 måneder. Stopper nogle familier efter de 6 måneder, er der plads til nye. En del af konceptet er at bygge bro til lokale fritidstilbud.

Hvordan ser økonomien ud?

Projektet bidrager med 500 kroner til hver mødegang, som er øremærket måltidsfællesskabet. Derudover er der afsat 200 kroner til hvert møde, som skal dække aktivitetsomkostningerne. Inden familieklubben starter skal de frivillige angive hvor mange møder, der afholdes i klubben. For eksempel 12 møder i løbet af de 6 måneder.

Klubben modtager på forhånd pengene til mad og aktiviteter.

Der er IKKE et krav om, at der indsendes bilag.

Hvad er de frivilliges roller?

Alle familieklubber drives af et frivilligt team. Teamet består af én frivillig klubleder og 2-3 andre frivillige, der i fællesskab planlægger og faciliterer måltids- og aktivitetsfællesskaber for klubbens familier.

Den frivillige klubleder har ansvaret for at koordinere kontakten familierne, der skal deltage i familieklubben. Lederen har ligeledes, i samarbejde med en projektarbejder fra organisationen, det overordnede ansvar for klubbens økonomi.

De frivillige i klubben skal i samarbejde med klublederen planlægge og facilitere aktiviteter for og med familierne. Nogle gange vil det være aktiviteter for hele familien, andre gange kun for børn.

Alle frivillige i klubberne vil modtage en frivilligguide med alle nødvendige informationer.

Du kan læse mere om deltagelsesmuligheder her.

Hvordan rekrutterer I familierne?

I kan blandt andet rekruttere familierne via samarbejdspartnere i kommunen. Der er udviklet en folder henvendt til denne form for samarbejdspartnere. Det er vigtigt at bemærke at Hele Danmarks familieklub ikke er et kommunalt tilbud. Det er et frivilligt tilbud familierne selv ønsker at være en del af.

Der er også udarbejdet en folder til familierne. Den henvender sig til alle typer af familier, der ønsker at indgå i et fællesskab, fordi vi er #bedresammen. De frivillige kan også henvende sig til eget netværk for at rekruttere familier.

Alle familier, ressourcestærke og sårbare familier skal tilmelde sig via projektets hjemmeside www.heledanmarksfamilieklub.dk.

Hvad indebærer kursus- og kompeteceudviklings-forløbet?

Alle frivillige tilbydes et kompetenceudviklingskursus. Kurset begynder inden familieklubben, så de frivillige er klædt på til at starte familieklubben. Du får også undervisning undervejs i de seks måneder, hvor familieklubben forløber. Her får du kompetencer inden for håndtering af familiers udfordringer med mere. Derudover får du også mulighed for at få sparring og støtte undervejs i forløbet.

Kurset består af en blanding af almindelig undervisning og webinarer, og der er rig mulighed for at gøre kurset fleksibelt, så det passer ind i din hverdag.

Hvad er projekt-medarbejderens rolle?

Til familieklubberne er der knyttet en projektmedarbejder fra korpskontoret i det omfang, der er behov for det. Projektmedarbejderen er en sparringspartner og hjælp til de ansvarlige i familieklubben, men indgår ikke i familieklubbens mødegange. Projektmedarbejderen bistår for eksempel med rekruttering af familier og frivillige, sparring på konkret organisering eller hjælper med at tackle det, som måtte opstå.

Er hele Danmarks Familieklub det samme som familiespejder?

Familieklubberne er ikke det samme som familiespejder. Familieklubben varer kun i en periode på seks måneder og har til formål at gøre en forskel for og med udsatte familier. I familieklubberne er det måltidsfællesskabet, der er i fokus og ikke spejderaktiviteter. Når det er sagt, er der rig mulighed for, at I i spejdergruppen kan invitere familierne, der har været en del af familieklubben ind i jeres familiespejder tilbud når de seks måneder er forbi.

Hvad får gruppen ud af at deltage?

Som gruppe får I muligheden for, at flere i jeres lokalsamfund får kendskab til jeres lokale spejdergruppe, hvilket er en direkte kanal til rekruttering både af børn og ledere.

  • Hvis I giver muligheden for at familieklubben kan benytte jeres lokaler, vil der komme 7-9 familier i jeres spejderhytte i en fast periode over et halvt år, som vil få kendskab til gruppen.
  • Hvis I selv deltager med jeres familier, er det oplagt at videreføre det fællesskab I har skabt over 6 måneder i jeres andre spejdertilbud, som I har gruppen.
  • Hvis I deltager som frivillige eller klubledere arbejder I sammen med andre frivillige, som I lærer at kende over denne periode. De andre frivillige er oplagte som spejderledere i de lokaler som de allerede kender efter de 6 måneder.

Kommentarer (0)

Ingen kommentarer